Leif Lahn Jensen (S) vil have statsministeren til at udstikke en garanti for, at akutklinikken i Grenaa fortsat har en fremtid. Foto: Lars Norman Thomsen

Leif Lahn Jensen (S) vil have statsministeren til at udstikke en garanti for, at akutklinikken i Grenaa fortsat har en fremtid. Foto: Lars Norman Thomsen

Paragraf 20-spørgsmål: Leif Lahn Jensen kræver garanti fra Løkke om akutklinikken i Grenaa

Det lokale socialdemokratiske folketingsmedlem frygter for akutklinikkens fremtid, hvis Lars Løkke Rasmussens oplæg til ny sundhedsreform bliver til virkelighed

Af
Lars Norman Thomsen

GRENAA ”Vil statsministeren udstede en garanti for, at akutklinikken i Grenaa ikke vil blive lukket som følge af sundhedsreformen, ligesom han har udstedt en garanti for landets 21 akutsygehuse?”

Sådan lyder et såkaldt §20-spørgsmål, som Leif Lahn Jensen (S) stiller til statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).

Det lokale socialdemokratiske folketingsmedlem frygter for akutklinikkens fremtid, hvis statsministeren efter det kommende folketingsvalg fortsat hedder Lars Løkke Rasmussen.

"Løkkes sundhedsreform har skabt en kæmpe usikkerhed om fremtiden for vores akutklinik i Grenaa. Jeg er meget bekymret for, om den vil overleve, hvis Løkkes får trumfet sin sundhedsreform igennem. Jeg frygter, at sundhedsreformen vil føre til yderligere centraliseringer. Derfor har vi brug for, at Løkke giver en klar garanti til borgerne i Grenaa, ligesom han i weekenden gav til 21 andre byer rundt om i landet," siger Leif Lahn Jensen.

Regnearkene overtager

Et centralt element i Lars Løkkes sundhedsreform er nedlæggelsen af de folkevalgte regionsråd. I stedet skal en bestyrelse have den overordnede styring med sundhedsvæsnet og beslutningen om, hvor der skal være eksempelvis akuttilbud.

”Hvis det fremover bliver embedsmændene, der skal styre vores sundhedsvæsen, så frygter jeg, at der bliver et meget snævert fokus på økonomi. Så bliver det regnearkene, der kommer til at styre vores sundhedsvæsen og diktere om vi skal have akutklinik i Grenaa. Men sundhed kan aldrig reduceres til kun at handle om penge, og derfor skal vi bevare de folkevalgte regionsråd, så borgerne har indflydelse på beslutningerne," siger Leif Lahn Jensen.

Alle folketingsmedlemmer kan stille et paragraf 20-spørgsmål til en statsminister eller en anden minister. Det kan foregå skriftligt, og derved give et skriftligt svar, eller den pågældende politiker kan ønske at få spørgsmålet besvaret mundtligt. Det sker om onsdagen i spørgetiden i Folketinget.

Paragraf 20-spørgsmål stilles som oftest i forbindelse med aktuelle temaer, og bruges også af politikere til at promovere sig selv, eller udstille ministerens holdning til en sag.

Publiceret 20 March 2019 16:30