Simone Handberg Pedersen har fået gang i skudarmen efter sit comeback til Hornslets bedste hold. Foto: Hornslet IF

Simone Handberg Pedersen har fået gang i skudarmen efter sit comeback til Hornslets bedste hold. Foto: Hornslet IF

Divisionshåndbold: Ida og Simone skød JAI i sænk i ny Hornslet IF-sejr

Ida Nielsen og Simone Handberg Pedersen scorede hver otte mål, da Hornslet IF besejrede JAI, Aarhus med 30-20 i 3. Division

Af
Martin Schultz

“Vi præsterede virkelig som et hold. Vi spillede med en udmærket selvtillid og er et hold i et fint flow.”

Det siger træner Max Ørum Christensen efter at Hornslet IF’s divisionsdamer lørdag eftermiddag eftertrykkeligt besejrede JAI, Aarhus med cifrene 30-20 efter 15-11 ved pausen.

“Vi spillede en rigtig god gang håndbold på højde med det vi præsterede forleden i 34-26 sejren mod CHK, Aarhus. Det er det bedste vi har præsteret i denne sæson. Alle byder ind, og næsten alle kom på tavlen med scoringer. Vi bakker hinanden op, og var der noget der ikke lykkedes, så lykkedes noget andet. Er der en der bliver mandsopdækket, så rykker vi. Vi spillede virkelig med god variation,” fortæller Max Ørum Christensen.

Med sejren over JAI fik Hornslet IF tilkæmpet sig to vigtige points i bunden af 3. Division, for med fire kampe igen i turneringen spidser det til i kampen for at undgå direkte nedrykning eller play off-kampe.

“Vi har to kampe mere end vores øvrige direkte modstandere, men det bliver tæt med fire kamp i de næste to uger. Søndag spiller vi en nøglekamp hjemme mod HEI, som ligger under os i tabellen. Med en sejr er vi sikre på ikke at rykke direkte ud,” siger Max Ørum Christensen, som allerede tirsdag aften sender sit hold i kamp mod top-tre holdet Hasle KFUM i Haslehallen i Aarhus. Rækken er så tæt, at vinder Hornslet IF sine sidste fire kampe, kan holdet slutte på en 4. plads i rækken.

Rutineret forsvarsgeneral gav en hånd

Hornslet IF stillede endnu engang med en smal trup i opgøret på hjemmebane mod JAI. Mai Søgaard Bang var ikke med, og derfor blev Emma Kærgaard sat til at spille højre fløj. Venstre fløj Julie Kristine Svendsen var stadig plaget af en øm skulder efter den hårde behandling hun blev udsat for under en aktion sidst med CHK, men gennemførte kampen og scorede oveni fire mål, selvom hun ikke kunne skyde helt igennem.

Rutinerede Ann Ørum Christensen var igen klar til at hjælpe Hornslet IF, og hun bandt forsvaret godt sammen og stod rigtig stærkt i midterforsvaret sammen med Linda Assing Christensen. I målet stod Malene Brejnberg en god kamp, og angrebsmæssigt spillede Simone Handberg Pedersen og Ida Nielsen en fin kamp og scorede begge otte mål.

“Men alle præsterede, så det var en flot holdpræstation,” siger Max Ørum Christensen.

Godt gang i scoringen

“Det var en kamp, hvor vi var i kontrol. Efter de første 10-12 minutter var vi foran med 3-4 mål, og med godt forsvarsspil og en stærk målmand havde vi greb om kampen. Det bølgede frem og tilbage, og med et kvarter tilbage var stillingen 21-19. Men så lukkede vi for alvor af, og for anden kamp i træk scorede vi 30 mål eller mere. Vores modstander prøvede lidt forskelligt for at dæmme op for os med både 6-0 forsvar og med mandsopdækning af Simone Handberg Pedersen, men det lykkedes ikke,” siger en tilfreds træner Max Ørum Christensen.

Efter udekampen mod Hasle KFUM tirsdag aften gælder det søndag eftermiddag kl. 16.00 den vigtige kamp mod HEI, Skæring i Hornslet Idræts- og Kulturcenter.

Kampfakta:

3. Division damer, Pulje 3

Hornslet IF - JAI, Aarhus 30 - 20 (15 - 11)

Lørdag 16. marts kl. 16.45 i Hornslet Idræts- og Kulturcenter

Målscorere:

    Simone Handberg Pedersen: 8 mål

    Ida Nielsen: 8 mål

    Julie Kristine Svendsen: 4 mål

    Linda Assing Christensen: 4 mål

    Emma Kærgaard: 3 mål

    Emilie Gammelvind Sørensen: 2 mål

    Ann Ørum Christensen: 1 mål

Publiceret 19 March 2019 15:07

SENESTE TV