En død person blev lørdag eftermiddag fundet i vandet på dette sted ved Randers Fjord.

En død person blev lørdag eftermiddag fundet i vandet på dette sted ved Randers Fjord. Øxenholt Foto

Forsvundet person fra Ebeltoft fundet død i Randers Fjord

47-årige Pavia Henrik Anton Hamann er fundet død efter at have været forsvundet i over en måned

Af
Jeppe Rafn

Østjyllands Politi modtog lørdag eftermiddag klokken 15.54 et alarmopkald om, at der lå en person i Randers Fjord ud for Uggelhuse.

Politiet, brandvæsnet, ambulance og lægeambulance blev sendt til stedet, hvor man konstaterede, at personen var død og havde ligget noget tid i vandet. Østjyllands Politi oplyser på Twitter, at man formoder, den døde person er 47-årige Pavia Henrik Anton Hamann fra Ebeltoft, som har været forsvundet siden søndag 10. februar. Politiet har underrettet hans pårørende.

Pavia Henrik Anton Hamann var indlagt på Randers Regionshospital, hvor han gik fra klokken 01 om natten i retning mod Mørke eller Auning. Senere på natten, klokken 04.30, snakkede han i telefon med sin far. På det tidspunkt befandt han sig omkring Virringmark vest for Fausing, der ligger mellem Assentoft og Auning.

"Vi har en indikation af, at han er i nedtrykt tilstand. Da han snakkede med sin far, sagde han, han stod på en mark. Faren kørte selv rundt og ledte efter ham, og da han ikke fandt ham, ringede faren til politiet," sagde Østjyllands Politis pressemedarbejder Janni Lundager til Lokalavisen dagen efter hans forsvinden.

Det sted, hvor Pavia blev fundet i Randers Fjord, ligger et par kilometer nord for Virringmark, hvorfra han ringede til sin far midt om natten.

Publiceret 17 March 2019 10:28