14.936 skilsmisser kalder også på et bud fra kirken

Af
Af Morten Bay-Mortensen

kommunikationspræst i Syddjurs og Norddjurs Provstier:

Skal kirken have et skilsmisseritual? Aldrig i livet! Min indre halvgamle præstemand slog syv kors for sig, da jeg forleden hørte om præsten i Brønshøj, Peter Nejsum, der har præsenteret et kirke-ritual for par, som går fra hinanden. Det lød som en torpedo mod kirkens troværdighed og ramme omkring et bryllup, hvor to mennesker højtideligt og alvorligt siger ja til at elske og ære hinanden til døden skiller dem. Med en klar forventning til og håb om livslang kærlighed. Alt det taber jo værdi, hvis kirken allerede har en kattelem klar. Tænkte jeg først.

Men så skrev journalisten Maise Njor i Berlingeren: ”Hvis jeg havde haft mulighed for at komme til et ritual, hvor jeg sagde endegyldigt farvel, havde jeg sparet mange liter tårer, og var kommet videre hurtigere. Egentlig kunne det sagtens have foregået uden min eksmand - det vigtigste ville have været at holde sig selv op på at sige: -Godt, fra på torsdag, når jeg har gennemgået dette, er jeg i en anden livsfase”.

Det udfordrede unægtelig. Det kan jo godt være, at hun ikke er den eneste, som kunne have glæde af en handling i kirken, der med evangelisk power satte et værdigt og personligt punktum for det livsafsnit, der er forbi. Og som kunne sende begge parter godt videre fra dét, der ofte opleves som den største livskrise.

Samtalen med præsten, sjælesorgen, er i den sammenhæng vigtig. Læg dertil kirkens ritualer, der har en særlig kraft og styrke. Vi mærker den ved livets øvrige store overgange: De flotte rammer, vedkommende ord og stemningsfuld musik til dåben, konfirmationen, brylluppet og begravelsen.

Så jeg spørger: Kunne en ritualiseret markering af et ægtepars brud med hinanden bidrage til, at det blev mere udholdeligt og ordentligt? På det fineste sted at få evangeliets trøst og tilgivelse ind i de stærke følelser af sorg, skyld, afmagt og tab – og give håb til fremtiden.

Kunne en afskedshøjtidelighed i kirken måske være et sted, hvor to mennesker tog hinanden i ed på at huske den kærlighed, der engang havde gjort dem glade, så de fortsat kunne se hinanden i øjnene?

Jeg har ikke noget færdigt svar. Men når omtrent halvdelen af alle ægteskaber i Danmark går i stykker, sidste år 14.936, så er rigtig mange menneskers liv og lykke på spil. Og det kalder også på et bud fra kirken.

Publiceret 15 March 2019 17:22