De nye klatrefaciliteter i Multihallen i Ryomgård må kun bruges af medlemmer af IFM Klatreklub. Både voksne, børn og ung fra hele Djursland kan blive medlem af klatreklubben. Privatfoto

De nye klatrefaciliteter i Multihallen i Ryomgård må kun bruges af medlemmer af IFM Klatreklub. Både voksne, børn og ung fra hele Djursland kan blive medlem af klatreklubben. Privatfoto

Ny klatreklub viser sine tre vægge frem

IFM Klatreklub indvier sine faciliteter fredag og holder åbent hus for alle interesserede både lørdag og søndag

Af
Martin Schultz

RYOMGÅRD Den nye IFM Klatreklub er fredag eftermiddag klar til at klippe den røde snor til tre spritnye klatrevægge og byder dermed interesserede indenfor til en ny idrætsaktivitet i IF Midtdjurs’ regi.

Og IFM Klatreklubs formand Dan E. Föh, som har været drivkraften i klubbens oprettelse og etableringen af de helt moderne klatrefaciliteter i den nye multihal i Ryomgård, håber, at mange interesserede vil benytte sig af muligheden for at være med til at bruge klatreklubbens anlæg.

”Nu går klubben fra at arbejde med et projekt til at fungere som en klub i drift. Nu skal vi have et klubliv, og her er det sociale element er vigtigt,” siger Dan E. Föh.

I Ryomgård er der mulighed for at klatre på en højdevæg, som på det højeste sted er 9,5 meter. Samtidig har man opbygget en bouldervæg og et moonboard, som er slags elektronisk bouldervæg udstyret med små ledlamper, hvor man selv via en app bestemmer sin klatrerute.

Den nye klatreklub har allerede fået uddannet tre instruktører, som kan sikre, at turen op ad højvæggen sker under iagttagelse af de nødvendige sikkerhedshensyn.

”Vi har brug for flere instruktører, så vi har planlagt et instruktørkursus og vil gerne høre fra interesserede,” siger Dan E. Föh.

Åbent Hus for alle

Efter den officielle reception og indvielse fredag eftermiddag inviterer IFM Klatreklub til Åbent hus lørdag 16. marts fra kl. 10 til 13 og søndag 17. marts fra kl. 13 til 16.

”Alle byens borgere og andre interesserede, både børn, unge og voksne, får her mulighed for at prøve de tre vægge. Vi håber, at alle bliver så begejstrede, at de melder sig ind i klubben,” siger Dan E. Föh om det gratis Åbent hus arrangement.

Melder man sig ind i klubben, kan man fremover deltage i en klubaften hver torsdag fra kl. 16 til 22 og en familiedag hver søndag fra kl. 10 til 13, hvor der er instruktører til stede og hvor der er mulighed for at prøve de forskellige muligheder.

”Vi forventer også, at vi laver medlemsarrangementer med besøg i andre klubber, hvor man kan prøve deres klatreanlæg,” siger Dan E. Föh.

Støtter med penge

Når det nye klatreanlæg i IFM’s Multihal indvies fredag, bliver snoren klippet af formand Dan E. Föh’s barnebarn, Jonas, som for et par år siden kom med ideen til at etablere en klatrevæg. Den 8-årige Jonas Fischer-Hansen er også en af de klatre-interesserede, som allerede har meldt sig ind IFM Klatreklub.

Klatreklubben blev i januar 2017 etableret som en selvstændig afdeling under IF Midtdjurs, og med Dan E. Föh som formand gik initiativtagerne i gang med at søge penge til at etablere klatrefaciliteterne.

Hovedafdelingen i IF Midtdjurs sponsorerede penge til at få udarbejdet et sæt tegninger, og siden har Syddjurs Kommune, Nordea Fonden, J. La Cours Fond og Sparekassefonden Midtdjurs støttet op om projektet. Der kom virkelig skred i sagerne, da LAG Djursland i foråret 2018 bevilgede et beløb, som dækkede næsten halvdelen af omkostningerne. Djurslands Bank har medvirket til en fornuftig mellemfinansiering. I alt koster det 750.000 kr. at etablere klatrefaciliteterne.

Publiceret 14 March 2019 17:00

SENESTE TV