Danske Mike Andersen, sanger og guitarist, bliver hovednavnet sammen med sit band ved den første udgave af en bluesfestival i Ådalsområdet lørdag 31. august. Arkivfoto

Danske Mike Andersen, sanger og guitarist, bliver hovednavnet sammen med sit band ved den første udgave af en bluesfestival i Ådalsområdet lørdag 31. august. Arkivfoto

Blådalen gør klar til The Blues

Ådalsområdet arrangerer bluesfest 31. august i Ådalsskolens skolegård

Af
Lars Norman Thomsen

ÅDALEN Blådalen er et nyt kulturprojekt i Ådalen, som er udsprunget af landsbyklyngen Liv i Ådalen.

Første gang Blådalen lader høre fra sig bliver lørdag 31. august, hvor der arrangeres bluesfest i Ådalsskolens skolegård med koncerter i tidsrummet klokken 15.30-23 startende med Kulturskolens Blæs og Rock og med danske Mike Andersen med band som afslutning.

Mike Andersens musik er udsprunget af en dyb kærlighed til både The Blues og dens trofaste følgesvend That Sweet Soul Music.

Inspirationen fra legender som BB King, Johnie ”Guitar” Watson, Ray Charles og Al Green fornægter sig ikke.

Forventer 800 gæster

Arrangørerne forventer bred tilslutning til dagen. Nogle vil komme på grund af musikken, andre på grund af fællesskabet og muligheden for at få snakket med andre. Der budgetteres med 800 gæster, og der søges om tilskud hos fonde og sponsorer, fremgår det af dagsordenen for Udvalget, for Plan, Udvikling og Kultur, der onsdag skal tage stilling til en ansøgning fra Blådalen om et tilskud på 90.000 kroner og en underskudsgaranti på 50.000 kroner.

I indstillingen fra forvaltningen til de fem politikere i udvalget anbefales det, at der bevilges 50.000 kroner i tilskud og 50.000 kroner i underskudsgaranti, da der er tale om et nyt kulturprojekt, som kan bidrage til at understøtte synligheden af Ådalsområdet og give området en fælles kulturel aktivitet.

Fikspunkter

I august 2017 blev Landsbyklyngen Liv i Ådalen optaget i kampagnen Landsbyklynger.

Formålet med landsbyklyngen er, som navnet siger, at skabe liv i Ådalen for på den måde at sikre en positiv udvikling af området i fremtiden.

Ådalsområdet er derfor i dag bygget op omkring en række mindre landsbyer med hver deres forsamlingshuse og borgerforeninger samt en række tværgående fællesskaber som eksempelvis IFÅ, Ådalshallen, Ådalsskolen og Børnehuset.

Blådalen kan blive det fælles fikspunkt nummer fem.

Publiceret 05 March 2019 16:16