Føtex: Sag om kanelsnegl voksede efter et opslag i kantinen

Føtex Ebeltoft hængte et opslag i kantinen om afskedigelse af en medarbejder

Af
Anette Bonde

job Føtex Ebeltoft afskedigede mandag i sidste uge bager-medarbejder Mia Frandsen med begrundelsen, at hun havde spist af en kanelsnegl i butikkens bagerafdeling.

Samme dag kunne de øvrige medarbejderne på et opslag i kantinen, læse at butikken havde bortvist en medarbejder på grund af groft brud på reglementet.

Beskytte Mia

En af Mia Frandsens tidligere kollegaer fortalte om opslaget, da hun samme dag var på besøg hjemme hos Mia Frandsen. Da Mia Frandsens mor, Jytte Frandsen, hørte det, følte hun sig nødsaget til at forklare sig på Facebook for at beskytte Mia.

"Ebeltoft er en lille by, og formuleringen om groft brud på reglementet kunne jo tolkes som at hun havde taget af kassen."

Derefter har historien bredt sig, og flere af de landsdækkende aviser og tv-kanaler har i dag fortalt historien.

Meldt af kollega

Mia Frandsen selv har forklaret til medierne, at hun under sin oplæring i butikken fik at vide, at de ansatte gerne måtte spise de kager og brød, der var gået i stykker. Ifølge hendes mor blev hun ved denne lejlighed budt på pizza.

12. februar spiste Mia Frandsen således midten af en defekt kanelsnegl.

Da hendes leder kom fra vinterferie i mandags, meldte en af Mia Frandsens kollegaer, hvad hun havde set, og sammen så lederen og kollegaen en overvågningsvideo, der viste hændelsen. Mia Frandsen blev derefter kaldt til samtale og bortvist. Ifølge Jytte Frandsen lød beskeden, at der ingen forskel er, uanset om det er en defekt kage eller en defekt fladskærm, medarbejderne tager. Det er bortvisningsgrund.

Advarsel bedst

Selv om Jytte Frandsen synes, at det er en hård straf for forseelsen, vil hun godt bøje sig for afgørelsen, siger hun.

"Hvis ikke de må spise af brødet, er det ok, men så skulle det være ens for alle, og kollegaer fortæller jo, at det er noget, alle har gjort. Men jeg mener absolut, at en advarsel ville være bedst."

Oven i købet lød beskeden i første omgang, at Mia var blevet bortvist for livstid og ikke må vise sig i nogle af Salling Groups butikker. Det er dog i løbet af dagen blevet moderet i andre medier fra en talsperson i Salling Group.

Jytte Frandsen understreger, at Mia ikke ellers har noget udestående med Føtex Ebeltoft.

"Ingen kommentarer"

Mia Frandsen har været ansat i Føtex Ebeltoft i halvandet år, først som ungarbejder og senere som voksen-medarbejder med cirka 100 timer om måneden.

Ebeltoft Folketidende har kontaktet Føtex Ebeltoft og blev her henvist til Salling Groups pressetjeneste. En mail til pressetjenesten med spørgsmål til sagen afsendt klokken 13.30 i dag er indtil nu forblevet ubesvaret.

Publiceret 20 February 2019 23:30

SENESTE TV