Anni Steen fra Skødshoved kan allerede mærke en effekt gennem træningen med Moto Tiles, når hun sammen med indehaver af Mols Fysioterapi Lars Dohn sætter jagten inde på de lysende felter.

Anni Steen fra Skødshoved kan allerede mærke en effekt gennem træningen med Moto Tiles, når hun sammen med indehaver af Mols Fysioterapi Lars Dohn sætter jagten inde på de lysende felter.

Et lille lysende skridt for gangbesværede

Mols Fysioterapi spiller med nye digitale muligheder for at forbedre balancen

Af
Simon Carlson

Knebel Med den ene hånd på stokken og den anden i et fast greb om fysioterapeut Lars Dohns hånd træder Anni Steen ud på ni rektangulære plader på gulvet. De er samlet som et lille puslespil og en efter en, begynder pladerne at lyse op. Lysene skifter tilfældigt imellem pladerne, hver gang Anni Steen træder på et lysende felt. Det er således Anni Steens opgave at registrere og træde så hurtigt som muligt, hver gang en plade lyser op.

Det minder ret meget om forskellige dansespil, man kan få til spillekonsoller, men der er en væsentlig større mening end blot underholdning med de lysende plader på gulvet i Mols Fysioterapi i Knebel.

Udfordrer og forbedrer

Pladerne hedder Moto Tiles, og klinikken i Knebel er, så vidt vides, et af de første steder i Østjylland, der kan tilbyde det i træningen. Moto Tiles er udviklet af Danmarks Tekniske Universitet. Formålet er primært at yde hjælp og træning til gangbesværede, forklarer indehaver af Mols Fysioterapi Lars Dohn.

"Faldulykker blandt ældre kan føre til brud, der kan føre til operation, der kan føre til forskellige alvorlige følgesygdomme. Med det her tilbud vil vi gerne hjælpe til, at ældre får udfordret balancen. Hvis man ikke bliver det, så når man heller ikke at reagere, hvis man for eksempel snubler i et tæppe," forklarer Lars Dohn.

I Mols Fysioterapi bliver Moto Tiles brugt som et supplement til den anden træning, som en del ældre borgere benytter sig af i klinikken et par gange om ugen.

Det er blandt andre Anni Steen, og hun har mærket en forskel i den måde, hun bevæger sig på, efter hun er begyndt at jagte de lysende felter i træningen.

"Jeg opdagede det, da jeg havde været ude at handle den anden dag. Jeg støtter mig til stokken, og normalt vil jeg også støtte mig til gelænderet, når jeg skal op ad trappen, men her tog jeg bare skridtet op uden at støtte mig. Jeg er bange for at falde, men jeg føler mig lidt mere sikker nu. Og så skader det jo heller ikke, at det også er ret morsom træning," forklarer Anni Steen med et smil.

Mange muligheder

Mols Fysioterapi har haft Moto Tiles siden december, og det er endnu for tidligt at sige, hvor meget træningen hjælper på balancen, men Lars Dohn mener dog, at han allerede ser forbedringer hos de ældre, der har benyttet træningen jævnligt.

"De udfordrer sig selv lidt mere, og de bliver vant til at reagere lidt hurtigere end normalt. Jeg synes, jeg ser en forskel og en forbedret balance," siger Lars Dohn.

Mols Fysioterapi vil også benytte det nye digitale træningsredskab til et decideret balanceforløb i samarbejde med lægerne i Knebel. Moto Tiles har ligeledes mange forskellige anvendelsesmuligheder og kan således også bruges i genoptræning efter sportsskader.

Publiceret 20 February 2019 11:30

SENESTE TV