Der har været mange hunde gennem familien Sørensens hjem.

Der har været mange hunde gennem familien Sørensens hjem. "Og jeg tuder hver gang, de skal herfra," siger hustruen Lisbeth Husum. Foto: Michael Wulff

Indbrudstyv fik flere hundebid men roste politihunden bagefter på skadestuen

Claus Sørensen har været politihundefører gennem næsten 30 år. Nu kigger han tilbage på en meget spændende tilværelse gennem en bog

Af
Michael Wulff

HINNERUP/AARHUS En hundepatrulje fra Østjyllands Politi er på gaden.

Radioen skratter: ”Vi har et indbrud i Risskov lige nu!”

Politiassistent og hundefører Claus Sørensen sætter sammen med sin makker - og et par tjenestehunde bagi - lynhurtigt kursen mod adressen.

”Da vi kommer frem, ser jeg en skygge forsvinde ud af huset og henover et plankeværk på 1,80 meter. Jeg løfter hunden over og kravler selv efter og lander i et hybenbed, mens hunden er i fuld fart ud på Fedet efter tyven.”

Claus Sørensen, Hinnerup, sidder og fortæller, for nu er han gået på pension efter næsten 30 år i selskab med forskellige politihunde.

Tyven roste hunden

Så det er tid til at gøre status over et langt, spændende liv i politiets hundetjeneste.

Mange af de opgaver, som han og hundene har løst sammen, er beskrevet i en bog 'Politihunde – i statens tjeneste.' Den har han brugt de sidste tre vintre på at skrive. Bogen udkom kort før jul sidste år.

Lydighed er en stor disciplin for politihunde. Ret praktisk, da de vejer mere end 40 kilo. Foto: Michael Wulff

Lydighed er en stor disciplin for politihunde. Ret praktisk, da de vejer mere end 40 kilo. Foto: Michael Wulff

Tilbage på Fedet i Risskov kan han høre, at hunden har fået fat i indbrudstyven.

”Den holder fast i ham, da jeg kommer til, så jeg kommanderer ’Slip!’. Så kan jeg se, at han skal en tur på skadestuen, hvor lægen bemærker, at ’han er bidt rimelig godt i armen og benet’.

”Tyven – en gammel kending – siger, at det skal der ikke skrives noget om det. ’Jeg spillede i lotteriet – og tabte denne gang,' lyder det fra ham.”

Det viste sig, at hunden helt korrekt havde bidt i armen, som den har lært, når man ikke stopper.

”Men så sparkede jeg ud efter hunden, og så bed den mig i armen en gang til,” forklarer tyven på skadestuen.

”Igen sparker han hunden af, og i stedet for så at løbe hjem til far her, så tænker den: Okay, så prøver jeg noget andet og går lige i lægmusklen på gerningsmanden,” fortæller Claus Sørensen, som oplevede, at tyven roste hans hund:

"Betjent, det er en god hund, du har!"

I dag bliver Rio de Janeiro trænet, men den skal ikke være tjenestehund, da Claus Sørensen er gået på pension. Foto: Michael Wulff

I dag bliver Rio de Janeiro trænet, men den skal ikke være tjenestehund, da Claus Sørensen er gået på pension. Foto: Michael Wulff

Rio skal også trænes

Nu skal Claus Sørensen nyde sin pension – selvfølgelig i selskab med en ny hund, den to-årige Rio de Janeiro. En schæfer på 40 kilo, som ikke er med under interviewet. Men - 'vi kalder den bare Rio' - skal også trænes op, som schæfere godt kan lide.

”Dens hjerne er først udviklet om et år, og den bliver ellevild glad, når der kommer gæster,” kommer det fra hustruen Lisbeth Husum, som mange vil kende som tidligere byrådsmedlem i den gamle Hinnerup Kommune.

Hun har været med på sidelinjen gennem mere end 20 år, men har haft et meget tæt forhold til alle Claus’ tjenestehunde, som omdannede sig til rare familiehunde, når han kom hjem efter en vagt.

”Så var den jo også træt og luntede ud i sin hundegård,” fortæller Claus Sørensen.

”Men hvis jeg tog uniformsjakken på, så skulle den ikke kæles for. Så skulle vi arbejde.”

Karussel bagi vognen

Det er blevet til mange ture i hundevognen, som næsten altid er på gaden.

”Det er jo der, vi gør en forskel. Og når vi kommer frem for at assistere et par kolleger fra vagtholdet, så slutter det ’pædagogiske kvarter’, siger Claus Sørensen om de episoder, hvor det kan være svært at flytte folk, når der er brug for det.

Hundene elsker jobbet. De kan også lide fart og spænding, men tidligere tiders uro bag i bilen, er ved at blive ændret.

"Nu trænes der på disciplinen 'ro i bilen'. Tidligere kunne vi opleve, at når horn og lygter blev tændt, og vi kørte stærkt, så var det to rene 'karuseller' vi havde omme bagi."

"Det skal jo også være sådan, at vi kan komme frem til en anmelder, stige ud og få en snak uden at føle, at bilen er ved at vælte," siger den 65-årige erfarne, men nu pensionerede hundefører.

"Jeg når hegnet på fem sekunder! Hvor hurtig er du," står der på skiltet til Sørensens bolig. Foto: Michael Wulff

Lille Lene forsvandt i skoven

Den første hund, Ingo, var en meget dygtig politihund i gruppe 1. Den kunne alt indenfor politiarbejde.

Men det betød samtidig, at Claus og Lisbeth kunne have fri, sidde på en restaurant i Aarhus og lige have bestilt maden. Så ringede telefonen, der skulle eftersøges en person på Djursland, og så kørte Claus straks hjem og hentede Ingo. Et job skulle gøres.

”Ja, sådan var det også i maj 1987, hvor en lille pige, Lene på to et halvt år, forsvandt i Lillering Skov vest for Aarhus."

”Det var aften, og hun havde fulgt sin far ud i skoven uden, at han vidste, hun gik bagved. Da han kom hjem, troede han, at pigen var hos moren. Men hun var væk. Og så ringede de efter os,” fortæller Claus Sørensen.

”Hele Lillering var af huse, skoven var fyldt med vandhuller, og vi fik flere hunde derud til at søge. Et kvarter efter midnat gav Ingo hals. Da jeg kom frem, sad Ingo og slikkede den lille pige i hovedet, mens hun gned øjnene. Jeg bar hende uskadt hjem til forældrene. Det var en helt fantastisk oplevelse.”

Da pigen fyldte 10 år, ringede hun til Claus og spurgte, om hun måtte besøge Ingo.

"Men der var den jo ikke mere, så hun kom ind og mødte min nye hund."

Dronningen kiggede på

Den seneste hund, som Claus arbejdede med, var en sprængstofhund. Det betød, at de ofte kom i nærheden af de kongelige.

”En gang skulle vi tjekke et af slottene før et statsbesøg."

"Hendes Majestæt Dronningen sad i et af lokalerne. Hun spurgte mig, om hun skulle forlade lokalet, hvortil jeg svarede, at hun gerne måtte blive og se hunden arbejde. Den værdigede hende ikke et blik. Den vidste ikke, at det var dronningen,” siger Claus Sørensen med et smil.

”Jeg føler mig meget privilegeret over, at jeg har fået lov at være hundefører i så mange år. Det har været en fantastisk tid.”

Publiceret 09 February 2019 11:00