Bankdirektør Lars Møller Kristensen er tilfreds med Djurslands Banks regnskab for 2018.

Bankdirektør Lars Møller Kristensen er tilfreds med Djurslands Banks regnskab for 2018. Pressefoto

Djurslands Bank tjente 85 millioner kroner i 2018

Flere kunder og stor lånelyst bidrager til 'tilfredsstillende' resultat i Djurslands Bank

Af
Jeppe Rafn

Djurslands Bank har netop offentliggjort sit regnskab for 2018, som viser et overskud før skat på 85 millioner kroner.

Overskuddet er mindre end sidste års resultat på 122 millioner kroner, som til gengæld var det bedste i bankens historie. Det faldende overskud skyldes primært, at bankens udgifter er steget betragteligt, mens nettoindtægterne er steget i mindre grad.

Nettoindtægterne på renter og gebyrer er således steget fra 309 til 316 millioner kroner, mens driftsudgifterne er vokset fra 218 millioner kroner i 2017 til 252 millioner kroner i 2018.

Bankdirektør Lars Møller Kristensen er tilfreds med årets resultat og hæfter sig ved, at Djurslands Bank har haft en 'markant' tilgang af nye privat- og erhvervskunder.

Bankens udlån er steget med 7,9 procent, og banken nyder også godt af stor aktivitet på det østjyske boligmarked. Boligrådgivning er en af bankens kerneydelser, og Djurslands Bank har øget indtjeningen på gebyr og provision i forbindelse med boligrådgivning og formidling af realkreditlån i Totalkredit. I 2018 havde Djurslands Bank en vækst på 13 procent i realkreditlån.

Randers og Risskov

Djurslands Bank har en ambition om at vokse, og som et led i væskststrategien åbnede man i august en filial på Østervold i Randers for både private og erhvervskunder. Filialen i Randers er samtidig blevet nyt områdekontor for det nordlige Djursland.

"Vi har fået en fantastisk flot modtagelse i Randers. Vi oplever en meget tilfredsstillende tilgang af nye kunder, og det viser, at der er en efterspørgsel efter en stærk lokalt forankret bank i Randers-området,," fortæller bankdirektør Lars Møller Kristensen i en pressemeddelelse fra Djurslands Bank, der har hovedsæde i Grenaa.

"Vi oplever også fortsat en yderst positiv udvikling i Aarhus-området med stor vækst og høj kundetilgang. Det er derfor også hårdt tiltrængt med en markant udvidelse af vores områdekontor i Risskov, som dermed bliver gearet til endnu større vækst, også indenfor erhvervsområdet. I disse tider, hvor banksektoren generelt måske ikke er så populær, er det dejligt at opleve den tillid, som kunderne viser os ved at vælge Djurslands Bank som deres finansielle samarbejdspartner," siger bankdirektøren.

Djurslands Bank indstiller til generalforsamlingen, at der udbetales et udbytte på seks kroner pr. aktie.

Publiceret 07 February 2019 00:00