25 spillere dukkede op til lørdagens nytårsappel i Østdjurs 91. Foto: Ronni Didriksen

25 spillere dukkede op til lørdagens nytårsappel i Østdjurs 91. Foto: Ronni Didriksen

Seriefodbold: Benjamin Lahn tilbage i Østdjurs 91

Efter en skadesplaget sidste tid i Kolind-Perstrup har Benjamin Lahn valgt at kickstarte karrieren hos nyoprykkerne til Serie 2, Østdjurs 91

Af
Lars Norman Thomsen

25 herreseniorspillere trodsede vinterkulden og mødte op til nytårsappel i Østdjurs 91 i lørdags.

Flere af de fremmødte var nye i flokken.

Det gjaldt målslugeren Benjamin Lahn, der er tilbage i klubben efter nogle sæsoner i Kolind-Perstrup, hvor Benjamin Lahn særligt i den sidste tid var plaget af skader.

En anden Benjamin, med efternavnet Due, er ligeledes tilbage i barndomsklubben efter en tid i Aastrup/Hammelev på klubbens bedste hold i Serie 2-3.

Hjorth i mål

Ud over de to gange Benjamin er også målmand Anders Emil Hjorth tilbage i klubben efter en afstikker til AC Norddjurs, mens lynhurtige Søren Sørensen er ny i klubben. Han er importeret fra Aastrup/Hammelev og har tidligere spillet førsteholdsfodbold i FC Djursland.

"Både Anders og Søren træner fast med i FC Djursland," fortæller Ronni Didriksen, formand for fodboldudvalget i Østdjurs 91.

Det samme gør også andre Østdjurs spillere som Morten Bruun, Jeppe Juhl Jensen, Nicolaj Jarsmer, Jacob Toxbro Andreasen og Nichlas Høpfner Hansen.

To genrejsere

Ved nytårsappellen var der også et gensyn med de rutinerede spillere Marx Stærk og Ole Dale.

"Rygterne siger, at de begge vil forsøge at genrejse karrieren og måske prøve talentets bæreevne af på serie 5 i foråret," siger Ronni Didriksen.

Ellers ser det ud til, at truppen der rykkede op i Serie 2, er intakt, fortæller Didriksen, tidligere direktør hos FC Djursland A/S.

Østdjurs 91's nye cheftræner Jesper Borup var godt tilfreds med fremmødet og glæder sig sammen med sine assistenter Karl Juul og Emil Munkholm til de fremtidige træningspas på kunstgræsbanen i Tirstrup.

Seniortruppen træner fast på kunstgræsbanen i Tirstrup hver tirsdag klokken 19.30.

Publiceret 04 February 2019 15:00