Arkivfoto.

109 gangbangs:

Per Zeidler tiltalt for at arrangere gangbangs med mindreårig og for at dele børneporno

Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi er klar med tiltalen mod Per Zeidler

Af
Jonas Wrede Hansen

Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi har valgt at tiltale den tidligere lokalpolitiker i Syddjurs Kommune Per Zeidler for sammen med en anden mand at have tjent 326.000 kroner på at have arrangeret intet mindre end 109 forskellige gangbangs. Desuden er Per Zeidler også tiltalt for at have optaget billeder af en ung kvinde på højst 16 år og efterfølgende delt billederne med flere af deltagerne i de arrangerede gangbangs. De to mænd er også tiltalt for, at den 16-årige deltog i de arrangerede gangbangs. Det skriver TV2 Nyhederne.

Ifølge mediet kan en person, der arrangerer, at mindreårige har sex mod betaling, straffes med fængsel i op til seks år, imens en deltager i arrangementet kan fængsles i op til to år.

Blev væk fra byrådsmøde

Det var tilbage i november måned 2017, at Århus Stiftstidende kunne afsløre, hvordan Per Zeidler, der på det tidspunkt var formand for Syddjurs Kommunes familieudvalg, arrangerede gangbangs rundt omkring i landet. Mediet kunne desuden afsløre, at Per Zeidler var blevet væk fra et byrådsmøde for at arrangere et gangbang.

Kort tid efter afsløringen valgte den tidligere byrådspolitiker at sygemelde samt trække sig fra kommunalvalget.

I sommer valgte Per Zeidler at medvirke i en artikelserie i Adresseavisen Syddjurs, hvor han fortalte mere detaljeret om de arrangerede gangbangs. Her afviste eks-politikeren, at han havde tjent penge på sex-arrangementerne.

De mange gangbangs er foregået forskellige steder i landet. Blandt andet i København, Aarhus og i Vejle.

Publiceret 25 January 2019 15:19