Laila Sortland håber på, at et folketingskandidatur i Københavns Storkreds kan give hende en plads på Christiansborg. Arkivfoto

Laila Sortland håber på, at et folketingskandidatur i Københavns Storkreds kan give hende en plads på Christiansborg. Arkivfoto

Syddjurs DF-byrådsmedlem er folketingskandidat i København

Laila Sortland opstiller ved det kommende folketingskandidat i Københavns Storkreds

Af
Lars Norman Thomsen

FOLKETINGET Man må sige, at Laila Sortland, byrådsmedlem i Syddjurs for Dansk Folkeparti, gør en behjertet indsats for at få en stol på Christiansborg.

Laila Sortland optræder ved det kommende folketingsvalg, der skal afvikles inden 17. juni 2019, på stemmesedlen i Københavns Storkreds. Hun er opstillet i Vesterbrokredsen.

I Københavns Storkreds opstiller også DF-notabiliteter som partiets gruppeformand Peter Skaarup og udlændinge- og værdiordfører Martin Henriksen.

Ved Folketingsvalget i 2015 havde Københavns Storkreds 518.373 stemmeberettigede. Kredsen fik tildelt 17 mandater, heraf 1 tillægsmandat. Valgdeltagelsen var 84,61 procent.

Dansk Folkeparti modtog 49.575 (11,4 procent) af de afgivne stemmer i Københavns Storkreds, der er traditionel hjemmebane for røde partier som Socialdemokratiet og Enhedslisten.

Kiksede i Aalborg

Laila Sortland har repræsenteret Dansk Folkeparti i Syddjurs Byråd siden 2013. Hun er i den igangværende periode medlem af Udvalget for sundhed, ældre- og socialområdet.

Ved det seneste folketingsvalg i juni 2015 opstillede Laila Sortland for Dansk Folkeparti i Aalborg Vest-kredsen, men på et opstillingsmøde i Aalborg i starten af januar 2017, fik hun ikke fornyet sit kandidatur, selv om hun lagde billet ind på både Aalborg Øst-kredsen, Aalborg Vest-kredsen og Aalborg Nord-kredsen.

Senere udfordrede hun ved et opstillingsmøde i Djurs-kredsen nuværende MF'er Kim Christiansen til manges overraskelse.

Det var således først ti dage før opstillingsmødet, at Laila Sortland bekendtgjorde, at hun ville søge opstilling i Djurskredsen.

Kim Christiansen endte dog at vinde kampvalget.

Laila Sortland har i det civile liv i mange år været beskæftiget inden for spedition, transport og logistik, og hun arbejder til daglig som transportkoordinator i en international virksomhed.

Publiceret 23 January 2019 13:32