Rasmus Paludan i Grenaa 13. oktober 2018. Her blev han blandt andet mødt med kærlighedsbannere. Foto: Øxenholt Foto

Rasmus Paludan i Grenaa 13. oktober 2018. Her blev han blandt andet mødt med kærlighedsbannere. Foto: Øxenholt Foto

Provopolitikeren Paludan varsler demonstrationer med koranafbrænding:

Skyder skylden på Østjyllands Politi

Rasmus Paludan vil brænde koranen af til fire demonstrationer i Aarhus, Grenaa og Randers. "Når politiet brænder Grundloven af, er et passende modsvar at brænde koranen af," siger han

Af
Danni Paulsen

Langkærparken i Tilst, Åbyhøj Torv, Fuglevænget i Grenaa og Husarvej i Randers får i februar besøg af Rasmus Paludan, lederen af det højrenationalistiske parti Stram Kurs, som gerne vil i Folketinget.

Partiet har varslet demonstrationerne på sin hjemmeside og skriver samtidig, at de alle vil indebære afbrænding af koranen.

Jeg er slet ikke i tvivl om, at politiet har en politisk holdning

Stram Kurs var i 2018 landet rundt for at demonstrere i udsatte boligområder for at debattere og berette om partiets stærkt islamkritiske holdninger, der blandt andet indebærer, at kun etniske danskere, danske jøder og spædadoptivbørn skal have lov til at være bosat i Danmark. De, der ikke falder ind under den kategori, skal med andre ord ud af landet.

Paludan og hans fæller fra Stram Kurs var blandt andet forbi Åbyhøj, Grenaa og Randers. I Randers og Åbyhøj opstod der tumult i forbindelse med demonstrationerne, og det er årsagen til, at den sjællandske advokat og politiker nu atter kommer til Østjylland, hvor Tilst vest for Aarhus er tilføjet som ny destination.

Det fortæller Rasmus Paludan til Lokalavisen Aarhus i et telefoninterview.

Hvad er formålet med at demonstrere igen og eskalere det med koranafbrændinger?

"Der skete jo noget banebrydende nyt, da vi afholdt demonstration på Åbyhøj Torv. Her fik Østjyllands Politi lavet god spin ved at få en masse aviser til at kopiere en pressemeddelelse om, at demonstrationen blev stoppet af hensyn til min sikkerhed. Nærmest som om det var en succes, at de kørte mig væk, da det blev farligt. Det er absurd spin på det faktum, at man kører demonstranter væk, fordi de bliver overfaldet af andre. Det er ikke meningen med demonstrationsfriheden. Jeg blev spyttet fire gange i ansigtet og sparket på benene. Det var der ikke meget beskyttelse over."

Jeg mener, at Østjyllands Politi reelt brænder grundloven af

"Derfor er Aarhus utrolig interessant, men også fordi det enorme område Aarhus Vest er det eneste sted i landet, som man nægter at lade mig demonstrere i. Jeg har endda prøvet at få lov at demonstrere FOR islam og tolerance, men det blev jeg også nægtet. Så er man mig, må man uanset hvad ikke demonstrere i det enorme område. Selv Fyns Politi har tilladt demonstration i Vollsmose. Derfor er Østjyllands Politi unikt. Også fordi det er den eneste politikreds, der har sørget for, at jeg er blevet overfaldet fysisk ved alle demonstrationer i kredsen. Det er imponerende. Jeg er slet ikke i tvivl om, at politiet har en politisk holdning om, at man ikke kan lide, når jeg kommer og prikker og peger på et problem."

Du mener, at politiet bevidst bevidst har ladet dig blive overfaldet?

"Ja. Når Østjyllands Politi ved, at lignende situationer kræver 40 kampklædte betjente, og man kun stiller med seks-otte stykker, så... Jeg tror ikke på, at man er så dum, at man ikke ved, hvad resultatet er. Østjyllands Politi bør være eksperter i, hvad der er af risici i deres politikreds. I Grenaa blev jeg chikaneret, og i Randers fik jeg kastet sten og grene efter mig og blev spyttet på. Alligevel beslutter man sig for, at der skal være så få betjente ganske tæt på Aarhus Vest den 5. november. Det er svært at sige andet, end at det er en forsætlig beslutning om, at hvis der sker mig noget, så må det være det."

Paludan i Randers 14. oktober 2018. Foto: Øxenholt Foto

Paludan i Randers 14. oktober 2018. Foto: Øxenholt Foto

"Politiet brænder grundloven"

Det lyder, som om du mere protesterer mod politiet end islam. Hvorfor så begynde at brænde koranen af?

"Tingene hører sammen. Jeg mener, at Østjyllands Politi reelt brænder grundloven af, når de opfører sig på den måde, og så synes jeg, et passende modsvar er at brænde koranen af. Aarhus Vest er åbenlyst det sted i landet, det står værst til, for ellers var der ingen grund til at nægte mig demonstration i hele området. Der er ikke kke kun Gellerup eller Toveshøj, men også Bispehaven, Frydenlund og andre steder. Det er jo et enormt geografisk område, hvor man åbenbart er så bange for, hvad der er, at man ikke vil tillade demonstrationer. Så har man jo mistet en grundlovssikret ret i et enormt område i Danmark, og det er meget alvorligt. Derfor må der være grundlag for, at vi lige præcis dér sætter tryk under ytringsfriheden og hævder grundloven overfor beboerne, der reagerer med spyt og spark."

Muslimer hersker med vold over danskere

Åbyhøj er jo ikke Aarhus Vest. Hvorfor dér?

"Jeg har valgt Åbyhøj Torv, fordi der er svært at nægte mig det, når jeg to gange tidligere har været der. Men havde jeg valgt Aarhus Vest, ville jeg få et påbud om, at jeg ikke kan demonstrere der. Jeg skal ikke have tilladelse, men jeg har forlængst meddelt politiet om demonstrationerne. Østjyllands Politi plejer at sende mig en partshøring to dage forinden, så jeg ikke kan nå at foretage mig noget. De går vist ikke så meget op i forvaltningsloven."

"Det er i det hele taget svært for mig at forstå, at Østjyllands Politi kan være så naive at tro, at metoden med at sørge for, at jeg bliver overfaldet hver gang, skulle have den effekt, at jeg så ikke kommer der længere. Har man den mindste forståelse for min modus operandi, så ved man, at det har den modsatte effekt. Grunden til koranafbrændingen på Åbyhøj Torv er, at det er vigtigt at få sendt et signal til dem, der lykkedes med at få demonstrationen opløst sidst. Når de med vold og trusler om vold opløser en lovlig demonstration, så er faktum, at muslimer hersker med vold over danskere. Derfor er der al mulig grund til vende tilbage og sætte ekstra tryk på og vise, hvad ytringsfriheden går ud på."

Kristen urin og svineafføring

Hvad regner du med, at der kommer til at ske, når du nu ’sætter ekstra tryk på’?

"Det er da ikke specielt betryggende, at kriminelle muslimer i Aarhus Vest har fået den opfattelse, at hvis de bare begår vold, så bliver politiet nødt til at hive mig væk. Det er jo ikke et godt signal, man har sendt. Så man kunne godt forestille sig, at de bare gør det igen. Jeg ved ikke, hvordan de tænker, men det virker som en logisk tanke for en kriminel muslim, når man har set, at det kan betale sig.

Den dag, jeg gør noget voldeligt mod demonstranter, er det mig, der spilder pengene

Det lyder, som om du håber på, at der sker noget voldsomt, så det kan illustrere dine pointer?

"Bestemt ikke. Det ville du heller ikke ønske, hvis du var blevet spyttet og sparket på. Der mangler din empati lidt. Min pointe er, at nu får Østjyllands Politi en chance mere, og håbet er selvfølgelig, at de godt kan finde ud af at overholde grundloven og politiloven. Så er der ingen grund til at komme en tredje gang. Men jeg har mine alvorlige tvivl. Ikke at Østjyllands Politi ikke kan, men at de ikke vil. For jeg kan ikke forestille mig, at man kan være så inkompetent. Jeg har enormt meget at sammenligne med, for jeg har været i alle landets politikredse og ved, hvordan de griber tingene an. I Østjylland virker det, som om politiet tager ti betjente som er dårligt briefet og rimeligt gamle, og så aner man ikke, hvad man foretager sig. Det handler ikke om, at politiet skal være min forlængede arm, men når man demonstrerer, har man nogle rettigheder, og de rettigheder skal være de samme for alle. Jeg mener, der er tale om politisk motivation fra politiets side. Det må ikke være særligt betryggende for aarhusianske borgere, at hele Aarhus Vest åbenbart er så usikkert, at man ikke må demonstrere islamkritisk der. Altså jeg har jo demonstreret på Blågårds Plads i København..."

Paludan i Randers 14. oktober 2018. Foto: Øxenholt Foto

Paludan i Randers 14. oktober 2018. Foto: Øxenholt Foto

Du varsler også koranafbrændinger i Nordjylland på grund af politiet, hvor du sågar vil smøre dem ind kristen urin, svineblod, svineafføring og bacon. Er der andre politikredse, du er sur på?

"Nej, det er de to, og Nordjyllands Politi er vist kommet til fornuft og vil give en undskyldning. Nordjylland er ikke i samme kategori af vederstyggelighed som Østjylland. Alle tre steder i Østjylland har politiet saboteret demonstrationen ved gennem passivitet og utilstrækkelighed at sørge for, at jeg er blevet overfaldet fysisk og chikaneret helt vildt. Derfor kommer jeg igen, så længe Østjyllands Politi ikke beskytter demonstrationer de steder."

Ikke spild af skattekroner

Har du nogen idé om, hvor mange ressourcer det danske politi har brugt på dine demonstrationer?

"Formentlig betydeligt mindre end de bruger på Brøndby hvert år. Det er jeg slet ikke i tvivl om. Og i Aarhus kan det jo ikke være alverden. Det er jo ikke fordi Østjyllands Politi ikke har ressourcer til at beskytte en politisk demonstration i Gellerupparken i et par timer, hvis man virkelig ville. Men i stedet bruger man en kattelem i politiloven, så man slipper for besværet. Jeg tror ikke engang, at det er for at spare ressourcer, men nærmere fordi de er bange for de billeder, der vil komme ud af en demonstration i Gellerup, der nok kan give befolkningen det indtryk, at der er noget galt i Aarhus Vest."

Mange mener, at du misbruger rigtig mange skattekroner med dine demonstrationer. Kan du forstå det?

"Det er jo ikke rigtigt. Jeg vil gerne demonstrere uden politi, hvis det kunne lade sig gøre. Det ville jeg glædeligt. Men man har vurderet, at det ikke kan lade sig gøre. At beskytte en demonstration er ikke at beskytte mig, men demokratiet. Og så er det uheldigt, at jeg åbenbart har nogle synspunkter, der gør, at demokratiet i særlig grad skal beskyttes, når jeg demonstrerer. Men så skulle man måske ændre omstændighederne, så det ikke bliver nødvendigt. Det er ikke mig, der bestemmer, at der skal være politibeskyttelse, men jeg protesterer da heller ikke, hvis det er vurderingen. Den dag, jeg gør noget voldeligt mod demonstranter, er det mig, der spilder pengene. Men indtil da er det dem, der opfører sig voldeligt. Det er mit synspunkt, og det er der en del mennesker, der godt kan se, når man forklarer dem det."

Politiet: Demoerne vurderes

Lokalavisen Aarhus ville gerne interviewe Østjyllands Politi om Paludans alvorlige anklager, men politiet har ikke ønsket at deltage i et interview.

Skriftligt oplyser Østjyllands Politi dog, at man er i gang med at vurdere de varslede demonstrationer.

"Østjyllands Politi har den 7. januar modtaget en henvendelse fra Rasmus Paludan, der har anmeldt fire demonstrationer til afholdelse i Østjyllands politikreds i februar måned. Anmeldelsen bliver i øjeblikket vurderet juridisk såvel som operativt, på samme måde som alle andre demonstrationer, der bliver anmeldt til politiet. I den forbindelse overvejes tid, sted og emne for den anmeldte demonstration samt det forventede omfang af demonstrationen. På baggrund af det, vurderes det, hvorvidt der er behov for politiets tilstedeværelse og i så fald i hvilket omfang," skriver politiet og slutter:

"Det er politiets opgave at sikre borgernes tryghed og sikkerhed samt sikre en balance mellem den grundlovssikrede ret til at ytre sig og de mulige ulemper og forstyrrelser en anmeldt demonstration kan medføre for offentligheden. Politiet kan derfor opstille særlige vilkår for den anmeldte demonstration, f.eks. at den skal afholdes på en alternativ lokalitet, eller at den rute, man har planlagt at gå, skal ændres, med henblik på, at demonstrationen kan gennemføres med så få gener som muligt for infrastrukturen og samfundet i det hele taget."

Kan være ulovligt

En 42-årig mand fra Nordjylland har været tiltalt for i 2015 at have brændt en koran af i sin baghave, hvorefter han offentliggjorde en video af det. Sagen blev droppet, fordi Folketinget afskaffede blasfemiparagraffen.

Ifølge en artikel fra Jyllands-Posten kan det dog være ulovligt efter ordensbekendtgørelsen, hvis man brænder koranen af på offentlig grund. Eksperten, Jyllands-Posten har talt med, vurderer også, at det kan være ulovligt efter racismeparagraffen, hvis man samtidig håner dem, som tror på koranens tekster.

Stram Kurs' demonstrationer i Østjylland:

    2. februar kl. 12-17: Åbyhøj Torv

    3. februar kl. 12-17: Langkærparken, Tilst

    16. februar kl. 12-17: Husarvej, Randers

    17. februar kl. 12-17: Fuglevænget 52, Grenå

Publiceret 12 January 2019 11:45

SENESTE TV