Jesper Borup kaster sig over trænergerningen igen efter en pause. I foråret gælder det cheftrænerjobbet i Østdjurs 91. Foto: Østdjurs 91

Jesper Borup kaster sig over trænergerningen igen efter en pause. I foråret gælder det cheftrænerjobbet i Østdjurs 91. Foto: Østdjurs 91

Jesper Borup ny cheftræner i Østdjurs 91

Den nuværende lærer på Tirstrup Idrætsefterskole og tidligere cheftræner i FC Djursland afløser Michael Pedersen

Af
Lars Norman Thomsen

Det bliver en rutineret mand, der har smagt på fodbolden på topplan både som spiller og træner, der i den kommende sæson skal stå for træningen i Østdjurs 91 for klubbens herreseniorspillere.

Jesper Borup, 41, til daglig lærer på Tirstrup Idrætsefterskole, har sagt ja til at afløse Michael Pedersen, der rykkede førsteholdet fra Serie 3 til Serie 2 i sidste sæson.

Jesper Borup har en fortid som cheftræner for FC Djurslands bedste hold, der på daværende tidspunkt spillede i Danmarksserien.

”Michael Pedersen havde brug for at prioritere sin familie mere, og vi er ham dybt taknemmelig for den store indsats, han altid yder for Østdjurs 91, når det brænder på. Nu håber jeg, vi ser ham mere på vores oldboyshold hver onsdag” siger Ronni Didriksen, formand for fodboldudvalget i Østdjurs 91 og med en fortid som direktør for FC Djursland A/S.

Med Grønkjær

Vejen lå ellers banet for en karriere i AaB, da Jesper Borup i ynglinge-tiden blev hentet til den nordjyske storklub fra Aalborg Chang..

Allerede som 18-årig indgik han en to-årig kontrakt med den nordjyske storklub efter en sæson, hvor han var med til at hente AaBs første sæt guldmedaljer i ungdomsrækkerne på et hold med blandt andet Jesper Grønkjær og Thomas Bælum, der begge senere fik en flot karriere i udlandet og for Grønkjærs vedkommende på A-landsholdet. Bælum er i dag administrerende direktør i AaB.

En grim skulderskade efter debut i Superligaen tvang Jesper Borup ud i et års pause, hvor operation og genoptræning overtog hverdagen.

Exit superligakarriere og goddag til et nyt liv, der efter færdiggjort læreruddannelse bragte ham til Tirstrup Idrætsefterskole, hvor han fortsat får mulighed for at få sin lyst til fodbold opfyldt.

Med i kuriøs kamp

Inden sit farvel til topfodbold nåede Jesper Borup at få en oplevelse af de mere kuriøse på Aalborg Stadion.

Han var således med i den såkaldte 'Romerlyskamp' mellem AaB og Brøndby, der oprindeligt var programsat til 1. september 1995, hvor dommer Knud Erik Fisker advarede tilskuerne med at afblæse kampen, da Brøndby IF bragte sig foran med 1-0 ved Peter Møller, nuværende direktør hos DBU, fordi gæsternes tilskuere havde tændt romerlys, som på det tidspunkt dog ikke var ulovligt.

Per Nielsen scorede til 2-0, og Fisker holdt ved sit ord. Han afblæste kampen efter 73 minutter og 53 sekunder, og først over et halvt år senere blev opgøret genoptaget, da AaB og Brøndby alligevel mødtes i pokalturneringen. Da den kamp var slut, blev spillerne på de to hold på banen og spillede de resterende 16 minutter og 7 sekunder, hvor det lykkedes Brøndby at score nok engang. Her spillede Jesper Borup samtlige minutter og sekunder for AaB.

AaB måtte tage én spiller ud, da midtbanegeneralen Henrik Rasmussen blev vist ud i den oprindelige kamp, hvorfor AaB stillede i en 4-3-2-opstilling 6. april 1996.

Tilskuertallet til den oprindelige kamp var 12.450, mens der kun var 9.950 til pokalkampen og resten af 'Romerlyskampen' på Aalborg Stadion. Claus Bo Larsen var dommer i andet 'akt' af én af dansk fodbolds mest kuriøse kampe gennem tiderne. Med hos AaB var i øvrigt også Randers FCs nuværende cheftræner Thomas Thomasberg.

Stor bredde

Ronni Didriksen håber, at spillerne vil tage godt imod Jesper Borup, der kender Østdjurs 91 vældig godt i forvejen.

”I Østdjurs 91 er seniorafdelingen meget bred. Vi har pt. seks spillere hos FC Djursland, og vi har spillere, der gerne bare vil spille hyggebold hver weekend. Derfor var det vigtigt for os at finde en træner, der kender klubben og præmissen. Heldigvis sagde Jesper ja, da vi spurgte ham. Det er en trænerkapacitet, vi tilbyder drengene, så nu er det op til dem at gengælde den tillid ved at møde op og give den gas til alle træningsaftener og kampe," siger Ronni Didriksen.

Førsteholdet i Serie 2 starter sæsonen med et lokalbrag mod Grenaa IF 31. marts på HSM Arena i Grenaa. Jesper Borup bliver assisteret af Mr. Østdjurs, Karl Juul, og Emil Munkholm, tidligere førsteholdstræner i klubben.

Morten Hansen fortsætter som holdleder for førsteholdet. Nicolai Leth fortsætter som træner for andetholdet, der spiller i Serie 5, og der forventes også et 7-mands hold tilmeldt.

Fakta

Østdjurs 91 inviterer til nytårsappel lørdag 2. februar kl. 11 på Trustrup Stadion

Østdjurs 91 er fodboldklub for områderne: Trustrup, Tirstrup, Ålsrode og Balle. Klubben har hjemsted på Trustrup Stadion og er en del af FC Djursland samarbejdet

Fakta

Østdjurs 91 inviterer til nytårsappel lørdag 2. februar kl. 11 på Trustrup Stadion

Østdjurs 91 er fodboldklub for områderne: Trustrup, Tirstrup, Ålsrode og Balle. Klubben har hjemsted på Trustrup Stadion og er en del af FC Djursland samarbejdet

Publiceret 08 January 2019 23:38

SENESTE TV