Urtegårdens kursusleder og mangeårige medarbejder Karen Munkholm tog imod Erhvervsprisen fra Business Djurslands næstformand Ole Sørensen. Urtegården startede helt tilbage i 1978 med at lave babysalve. I dag arbejder virksomheden under tre forretningsområder: Lav-selv kosmetik, lav-selv søde sager og færdigproducerede hud- og hårplejeprodukter.

Urtegårdens kursusleder og mangeårige medarbejder Karen Munkholm tog imod Erhvervsprisen fra Business Djurslands næstformand Ole Sørensen. Urtegården startede helt tilbage i 1978 med at lave babysalve. I dag arbejder virksomheden under tre forretningsområder: Lav-selv kosmetik, lav-selv søde sager og færdigproducerede hud- og hårplejeprodukter.

Urtegården snupper Djurslands Erhvervspris

Djurslands erhvervsliv skålede for det nye forretningsår

Af
Simon Carlson

Djursland Erhvervslivet på Djursland er ligesom de fleste andre parat til at tage imod 2019 og se frem imod endnu et spændende år, men traditionen tro starter erhvervsvirksomhederne med et kig tilbage på året der er gået. Erhvervsforeningen Business Djursland havde igen i år inviteret sine medlemmer og politikere fra de to Djursland-kommuner med til nytårskur i Kattegatcentret.

Det er samtidig anledningen til at uddele årets Erhvervspris, og 2018 viste sig i mange tilfælde at være et særdeles godt år i det lokale erhvervsliv. Business Djursland havde således besluttet at prisen skulle findes imellem de 12 lokale virksomheder, der i 2018 havde haft så stor vækst, at de blev Gazelle-virksomhed i Dagbladets Børsens årlige kåringer. Herefter var det op til medlemmerne i Business Djursland at finde vinderen af Erhvervsprisen, og da stemmerne var talt op, havde langt de fleste medlemmer peget på Urtegården i Vivild, som årets modtager af Erhvervsprisen.

Klar vision

Det er under tre år siden, nuværende ejer og direktør Vibeke Estrup overtog virksomheden, men siden har hun altså formået at skabe massiv vækst i Urtegården. Vibeke Estrup kunne ikke selv være til stede ved overrækkelsen, men i stedet kunne kursusansvarlig og mangeårig medarbejder hos Urtegården Karen Munkholm tage imod prisen.

"Vibeke har en helt klar vision og målsætning for Urtegårdens udvikling, og den har så allerede båret frugt, når man står med en Gazelle og prisen her (Erhvervsprisen, red.) efter knap tre år. Det er spændende som medarbejder at være med i fremover," konstaterede en stolt Karen Munkholm, der har været ansat hos Urtegården siden 1996.

Stor betydning

Urtegården kunne sidste år fremvise en vækst på 146,5 procent, og selv om det ikke er den virksomhed på Djursland, der har haft den største vækst, så mener formand for Business Djursland Bjarne Nielsen, at det bestemt er en retmæssig modtager af årets pris.

Formand for Business Djursland Bjarne Nielsen kunne skåle for endnu et godt erhvervsår.

Formand for Business Djursland Bjarne Nielsen kunne skåle for endnu et godt erhvervsår.

"Der var 60 procent af vores medlemmer, der stemte på Urtegården, og jeg synes helt sikkert, det er den bedste måde at uddele prisen på ved at lade vores medlemmer definere hvem der er den rigtige til at vinde. Og det er jo sådan, at alle lokale djurslandske Gazelle-virksomheder, uagtet om de er medlem af Business Djursland eller ej, har en enormt stor betydning for Djursland," fastslog Bjarne Nielsen.

Forskellige verdener

Nytårskuren er også lejligheden til at gøre status over året, der er gået i kommunerne, og på trods af, at Business Djursland favner begge kommuner, så har det i sandhed været to forskellige verdener, som har udspillet sig i henholdsvis nord og syd.

Det fastslog status-talerne fra borgmestrene Jan Petersen (S) og Ole Bollesen (S). Først Norddjurs-borgmesteren der tørt kunne konstatere, at det ikke ligefrem havde været et godt år for kommunen, som i et erhvervsmæssigt perspektiv ikke blot har muligheden for at flytte produktionen til Indien for at spare på udgifterne.

Jan Petersen hæftede sig dog ved, at selv om 2018 på mange måder har gjort ondt, så ser prognoserne for kommunens økonomi nu igen ud til at være positive uden dog at forklejne, at der formentlig stadig er et par hårde år forude.

I Norddjurs Kommune har det været et anderledes svært år, men borgmester Jan Petersen hæftede sig ved positive prognoser for kommunens kassebeholdning for det kommende år.

I Norddjurs Kommune har det været et anderledes svært år, men borgmester Jan Petersen hæftede sig ved positive prognoser for kommunens kassebeholdning for det kommende år.

"Det ser ud til, at vi igen er på vej til at opbygge den kassebeholdning, vi havde i starten af sidste år, så prognoserne er gode. På den måde er det ikke en kronisk lidelse, vi har, men alle skal stadig være meget velkomne til at hjælpe, så lad os forsøge at komme videre sammen," lød opfordringen fra Jan Petersen.

Borgmester i Syddjurs Kommune Ole Bollesen kunne se tilbage på et positivt år og med gode udsigter for det kommende.

Borgmester i Syddjurs Kommune Ole Bollesen kunne se tilbage på et positivt år og med gode udsigter for det kommende.

Hans sydlige kollega og partifælle kunne se tilbage på sit første år i borgmesterstolen, og herfra har han haft en væsentlig bedre udsigt til en positiv udvikling.

"Året har budt på et fornyet og forynget byråd, og jeg kan heldigvis se, at vi har arbejdet videre med det, som de tidligere byråd har lagt ud. Vi har også oplevet at have en rigtig dårlig økonomi i Syddjurs, men nu har vi kæmpet os ud af det. I år kan vi se frem til at åbne flere store projekter som Maltfabrikken i Ebeltoft, det nye sundhedshus i Rønde og et udbygget demenscenter i Kolind," konstaterede Ole Bollesen, der ligesom Jan Petersen mente, at øget fokus på Djurslands mange tilbud til turismen skal være med til at kendetegne det lokale erhvervsliv fremover.

Publiceret 04 January 2019 19:05