Cheftræner Max Ørum Christensen har en stærk tro på, at Hornslet laver en turn around efter nytår. Arkivfoto

Cheftræner Max Ørum Christensen har en stærk tro på, at Hornslet laver en turn around efter nytår. Arkivfoto

Divisionshåndbold: To nederlag sender Hornslet IF’s håndbolddamer under stregen

Hornslet IF tabte med 22-19 til AGF og med 31-19 til Viby IF, men regner med at komme stærkt igen med nye kræfter efter nytår

Af
Martin Schultz

Hornslet IF’s divisionsdamer må holde jul under nedrykningsstregen efter at holdet tabte de to seneste kampe mod AGF og Viby IF.

”Jeg ville gerne have haft mindst fire point i de sidste tre kampe, men vi må nøjes med to for sejren mod HEI,” siger træner i Hornslet IF Max Ørum Christensen, som må se sit hold placeret som nummer 11 og næstsidst halvvejs gennem turneringen.

”Jeg ser positivt på kampene i den anden del af sæsonen. Jeg er fortrøstningsfuld omkring, at vi nok skal få samlet point i det nye år. Vi har i efteråret haft 6-7 spillere skadet omkring første- og andetholdet, og så har vi ikke bredde nok i vores trup. Men jeg forventer spillere tilbage og ny tilgang, så jeg er fortrøstningsfuld,” siger Max Ørum Christensen, som dog kan glæde sig over, at damernes andethold i Jyllandsserien forblev i rækken ved forleden at slå lokalrivalerne fra Åstrup/Hammelev-Grenaa IF med 27-22, som dermed fortsatte derouten med nedrykningen fra 3. Division i sommer med en nedrykning til Serie 1.

”Det er vigtigt for os også at have vores andethold godt med i Jyllandsserien. De to hold hænger sammen og træner sammen, men vi har været ramt af de mange skader på begge hold,” siger Max Ørum Christensen.

Brændte alt for meget mod AGF

Hornslet IF gik ind til en hård uge med tre kampe indenfor syv dage inden kamppausen omkring jul og nytår.

”Vi startede fint med en sejr over HEI på 24-23 efter en kamp, hvor vi fik vendt kampen efter at have været bagud med 10-4 i 1. halvleg. Vi var foran med 24-23 og brændte et straffekast få sekunder før tid, men vi sikrede os begge point,” siger Max Ørum Christensen om kampen mod HEI søndag 2. december i Skæringhallen

Allerede onsdagen efter skulle Hornslet IF i kamp igen i Ceres Park Arena mod AGF 2 i en kamp, hvor Mathilde Kahr var rykket op fra andetholdet, fordi Linda Assing Christensen kom direkte fra arbejde i Sønderborg og først kunne være fremme et stykke ind i 1. halvleg.

”Det var en meget jævnbyrdig kamp, men hvor vi brændt alt for mange chancer. Holdene fulgtes ad frem til stillingen 19-19, hvor vi brændte tre chancer ind over stregen. Det udnyttede AGF til at slå et hul, så vi tabte med 22-19. Vi spillede en fin kamp og kom frem til chancerne, men vi brændte bare,” siger Max Ørum Christensen.

Mødes til en gang julehyggebold

Søndagen efter var Hornslet IF på hjemmebane, da Viby IF kom på besøg. Til den kamp var en af klubbens rutinerede kræfter Maria Møller, som af og til spiller på andetholdet, kommet førsteholdet til hjælp.

”Vi forsøgte at skabe bredde på holdet. Men Maria træner ikke, fordi hun har travlt med familie og arbejde,” siger Max Ørum Christensen. Så heller ikke den tidligere så skudstærke bagspiller Maria Møller kunne ryste et stærkt Viby IF hold på en dag, hvor intet ville lykkes for Hornslet IF.

”Spillerne er slidte og småskadede efter det hårde program, og vi ramte slet ikke dagen. Holdet havde en kollektiv offday. Vi kom foran med 2-0, men der var ikke noget som hang sammen og vi var helt væk. Ved halvleg var vi bagud med 15-9, og vi tabte kampen med 31-19,” fortæller Max Ørum Christensen.

”Vi får spillere tilbage fra skader og udsigt til tilgang, så vi er klar igen efter nytår. Den første kamp mod Hammel GF forventer vi bliver flyttet, men det er ellers en kamp vi skal have point i. Derefter har vi en pokalkamp mod Viby IF og søndag 12. januar møder vi AGF på hjemmebane. Vi glæder os til revanchekampe mod AGF og Viby IF, og vi kommer til at stille med et andet hold,” lover Max Ørum Christensen.

Men før julefreden helt sænker sig over håndbolddamerne, så mødes både nuværende og tidligere spillere i Hornslet IF juleaftensdag til den årlige gang julehyggebold.

”Det er en tradition gennem mange år, at vi juleaftensdag mødes med de tidligere spillere og tager en gang hyggelig træning fra kl. 12 til 14,” slutter Max Ørum Christensen.

Hornslet IF - Viby IF 19 - 31 (9 - 15)

Søndag 9. december kl. 16.00 i Hornslethallerne

Kampfakta:

3. Division damer, Pulje 3

AGF 2 - Hornslet IF 22 - 19 (10 - 10)

Onsdag 5. december kl. 19.00 i Ceres Arena i Aarhus

Hornslet IF - Viby IF 19 - 31 (9 - 15)

Søndag 9. december kl. 16.00 i Hornslethallerne

Ceres Arena i Aarhus

Publiceret 23 December 2018 16:15