Jakub Dorocinski (yderst th.) nummer to ved DM i sandpapirbordtennis og er klar til VM i Londen 26.-27. januar 2019. Foto: Rønde BTK.

Jakub Dorocinski (yderst th.) nummer to ved DM i sandpapirbordtennis og er klar til VM i Londen 26.-27. januar 2019. Foto: Rønde BTK.

Sandpapirbordtennis: Rønde BTKs polske stjerne klar til VM

Jakub Dorocinski tabte i DM-finalen til den nu 3-dobbelte danske mester, Benjamin Sørensen fra Silkeborg, men begge finalister skal sammen til VM i London i det nye år

Af
Lars Norman Thomsen

Jakub Dorocinski, der til daglig både er træner og spiller i Rønde BTK, sikrede sig en finaleplads ved DM i sandpapir, som blev spillet lørdag i Remisen i København.

Sandpapirbordtennis er en noget speciel afart af det oprindelige bordtennis, hvor den manglende skru og fart i battet giver en sjov og anderledes oplevelse med mange seværdige dueller.

Efter sejr i sin pulje stod Dorocinski over for sin holdkammerat, veteranen John Sabalic, der var debutant i sandpapirbordtennis. Det blev en tæt kamp, hvor polakken lidt heldigt vandt med 15-13 i tredje og afgørende sæt.

"Der er denne specielle regel, at spillerne på et tidspunkt i kampen kan vinde dobbeltpoint i egen serv. Det lykkedes Dorocinski at vinde sine dobbelte point, mens det kiksede for mig," fortæller John Sabalic.

Klar til London

Også i kvartfinalen vandt Dorocinski en tæt kamp. Denne gang med 15-12 i 3. over Mads Larsen, Silkeborg.

I semifinalen gik det ud over juniorlandsholdsspilleren Mikkel Emborg og i finalen var der ingen chance mod den nu 3-dobbelte danske mester, Benjamin Sørensen fra Silkeborg.

Sammen skal finalisterne til VM i London den 26.-27. januar, hvor præmiesummen er over 100.000 dollars.

Rønde BTK's Michael Knudsen fik meldt sig til i sidste øjeblik og han kom til 1/8-finalen, hvor et nederlag til Oskar Houmøller fra Viby blev endestationen.

"Den danske mester Anders Lind deltog også, men han var uøvet i denne form for bordtennis og ikke blandt de bedste," fortæller John Sabalic.

Publiceret 16 December 2018 20:35