Kommentar: Mellem Skylla og Charybdis ...

Af
Lars Norman Thomsen

Af Lars Norman Thomsen

Er vi ved at ændre fundamentalt på den budgetkultur, som har været gældende i Syddjurs Byråd i en årrække, og som vi tuder vores skoler, børnehaver og andre institutioner ørene fulde om, spurgte Venstres gruppeformand, tidligere borgmester Claus Wistoft, på det seneste byrådsmøde, hvor et politisk flertal bestående af venstrefløjen og Dansk Folkeparti stemte ja til at give tillægsbevillinger på i alt cirka 17 mio. kroner til Udvalget for Sundhed, Ældre og Social (Ældreområdet) og Udvalget for Familie og Institutioner (Skole- og daginstitutionsområdet) ved træk på kassen.

For at begge udvalg kunne komme i mål med deres 2018-budgetter.

"Der blev også givet tillægsbevillinger i din borgmestertid," replicerede en socialdemokrat - var det vist.

"Nej, ikke til drift. Kun til anlæg," svarede Wistoft.

Det kan godt være, at den tidligere borgmester i venstrefløjens øjne lyder som et talende regneark, men det vil være tudetosset at overhøre de argumenter, som han smed på bordet undervejs i debatten.

Claus Wistoft er for det første oprigtigt bekymret over, at Syddjurs Kommune sprænger det såkaldte serviceloft for 2018. Serviceloftet angiver den ramme, som Syddjurs Kommune må bruge på serviceudgifter i det enkelte år i henhold til aftalen mellem Finansministeren og kommunernes forhandlere.

Hvis kommunerne under et bare undlader at tage aftalen alvorligt, kan det medføre sanktioner fra statens side. SFs tidligere borgmester Kirstine Bille anerkendte Wistofts advarsel, mens nuværende borgmester Ole Bollesen tilføjede, at han havde lyttet sig frem til på vandrørene, at der ikke vil komme sanktioner.

Nu har Claus Wistoft aldrig været en politiker, der har lavet politik efter, hvad der fortælles på vandrørene, så det bekræfter ham kun i, at budgetkulturen er ændret i Syddjurs efter borgmesterskiftet.

Da ældreudvalgsformand Jan Fischer (S) under debatten lod en bemærkning falde om, at det allerede var kendt i februar 2018, at udvalgets udgifter til service ikke kunne klares inden for budgettet, bekræftede det kun den tidligere borgmester yderligere i, at 'læsset er ved at skride'. Nu falder det så tilbage på Venstre selv, for partiet har jo medlemmer i begge udvalg, som sagde et på udvalgsmøderne, men var blevet 'klogere' i byrådssalen efter, at de havde været udsat for Claus Wistofts stokkemetoder på et gruppemøde.

Det, der står tilbage, er imidlertid, at især Socialdemokratiet som borgmesterparti går et varmt 2019 i møde med en Syddjurs økonomi, der balancerer på et knivsæg.

Det kan godt være, at gruppeformanden på byrådsmødet optimistisk sagde, at Budget 2019 bliver overholdt til punkt og prikke, men der er en slange i paradis, og den hedder overophedning - særligt på ældreområdet. Netop på ældreområdet, hvor det flertal, der stemte næste års budget hjem, skruede ned for forventningerne til udgifterne i 2019. Mærkværdigt, når nu formanden allerede i februar 2018 vidste, at indeværende års budget ikke kunne holde?

Faren for at Syddjurs kommer til at sejle “mellem Skylla og Charybdis” i 2019 er overhængende.

Publiceret 16 December 2018 17:00

SENESTE TV