Ebeltoft IFs herrehold rykker næste år op i serie 1. De vandt pulje 1 i serie 2 med en målscore på imponerende +59 mål og kun et enkelt nederlag. Pressefoto

Ebeltoft IFs herrehold rykker næste år op i serie 1. De vandt pulje 1 i serie 2 med en målscore på imponerende +59 mål og kun et enkelt nederlag. Pressefoto

Ebeltoft IF – nu med hele to serie 1 hold

Både damer og herrer rykker fra serie 2 til serie 1 efter jul, og det allerede i næstsidste spillerunde.

Af
Stine Østergaard

EBELTOFT Der bliver jublet disse dage i Ebeltoft IF og sikkert planlagt oprykkerfest. Men nok også forberedt lidt ekstra til halvsæsonen efter jul. For både for herre- og dameseniors vegne skal de ud og prøve kræfter med serie 1.

Begge hold er rykket op fra serie 2 i sæsonen inden jul. Førstepladsen blev for begge allerede sikret i næstsidste spillerunde.

Stærke U18 drenge

"På herresiden er det helt sikkert fordi, vi har haft et rigtig dygtigt U18 hold i 2. division. De er nu rykket op som seniorer," fortæller Morten Kapper, der er næstformand i klubben.

Derudover er den rutinerede målmand Mikkel Hogrefe også vendt hjem til klubben. Ud over godt målmandsspil kan han bidrage med en masse rutine og erfaring til holdet. Men i følge næstformanden er det en holdindsats, som kan tilskrives succesen, og han vil ikke fremhæve enkeltpersoner.

"Jeg er ikke meget for at sætte navne på. Så skulle næsten alle navne nævnes," siger Morten Kapper.

To damehold

"Damernes oprykning er resultatet af, at vi for første gang i lang tid har to hold. Det skærper konkurrencen til at komme på førsteholdet, og flere spiller giver et mere stabilt niveau," siger Morten Kapper.

Det er i høj grad nogle af klubbens gamle spillere, der er kommet tilbage for at spille håndbold og sikret det ekstra hold.

Ebeltoft IFs andethold på damesiden endte på en tredjeplads i deres pulje.

Førsteholdet på damesenior klarede sig gennem deres pulje i serie 2 uden et eneste nederlag. De er nu klar til serie 1. Pressefoto

Førsteholdet på damesenior klarede sig gennem deres pulje i serie 2 uden et eneste nederlag. De er nu klar til serie 1. Pressefoto

Faldende medlemstal

På trods af niveauoprykningen for seniorerne er de overordnede medlemstal i klubben stadig faldende. Det er ofte de ældre spillere, som kommer til klubben, mens børne- og ungdomsspillerne falder fra. Det er især på drengesiden.

"Vi ser det samme i fodboldafdelingen. De unge bruger for meget tid på at spille computer," konstaterer Morten Kapper.

Klubben har i samarbejde med jysk håndboldforbund sat sig fast på to fokuspunkter, som forhåbentligt skal være med til at vende udviklingen.

"Vi er i tæt dialog med skolerne, og så forsøger vi at holde så lavt kontingent som muligt. Vi oplever, at nogle børn ikke for lov at gå til håndbold, fordi det er for dyrt."

Derudover forsøger Ebeltoft IF så vidt muligt at sørge for interessante træninger og kvalificerede trænere. Noget, som næstformanden synes, de er lykkes rigtig godt med på trods af den stigende mangel på frivillig arbejdskraft.

Jyllandsserie på sigt

For herrenes vedkommende går de på sigt efter at rykke op i jyllandsserien. Men lige nu er planen for begge hold efter jul at sigte efter at blive i serie 1.

"Der er en kæmpe forskel på serie 2 og serie 1, så vi skal helt sikkert fokusere på at stabilisere os," siger Morten Kapper.

Han slutter af med på bestyrelsens vegne at opfordre de trofaste tilskuere i hallen om at blive ved med at komme, og giver en hilsen til alle klubbens medlemmer, hvor der også i ungdomsafdelingen har været flotte resultater i sæsonen.

"Bestyrelsen siger tak for en flot halv sæson og takker spillere, trænere og holdledere samt ønsker alle en glædelig jul samt et godt nytår."

Resultater:

U10 pige D: 5. plads

U12 pige B: 5. plads

U12 pige C: 1. plads

U12 pige D: 1. plads

U12 drenge C: 3. plads

U14 pige 2. div: 6. plads

U14 drenge B: 2. plads

Dame senior 1, serie 2: 1. plads

Dame senior 2, serie 2: 3. plads

Herre senior, serie 2: 1. plads

Publiceret 16 December 2018 07:00

SENESTE TV