Bas-Palle fra Basballe

Den mangeårige underviser i Kulturskolen Syddjurs, Hugo Nørgaard, aktuel som forfatter

Af
Lars Norman Thomsen

KULTUR 'Trehøje i det høje' eller 'Cykelcross for modne mænd’.

Hugo Nørgaard, der tidligere boede i Thorsager, men nu er flyttet til Grenaa, vil være kendt af mange for sit mangeårige engagement i musikskolesammenhæng som underviser.

I Kulturskolen Syddjurs er det ham, der får bigbandet 'Blæs & Rock' til at swinge.

Nu er musikanten og dirigenten med det yderst venlige og imødekommende væsen aktuel med en lille bog med lyrik og vers: 'Bas-Palle fra Basballe: Mols på veje og afveje. Veje og afveje på Mols'.

"Jeg har gennem mange år haft glæde af at cykle rundt på Mols. I efterårsferien var det sammen med min kammerat Morten Sejersen, der havde arrangeret turen, og det endte med at det blev en slags 'overlevelses' cykeltur," fortæller Hugo Nørgaard.

Godt 'brugt' efter turen blev han i dagene derpå inspireret til at skrive nogle vers, som han sendte til nogle venner.

" Jeg har altid været glad for at lege med ord. Gerne med en sjov vinkel eller tvist. Mine venner mente at det var der andre der også kunne have glæde af og deres positive 'backup' er en af årsagerne til at jeg nu kan udgive Bas-Palle fra Basballe."

Hugo Nørgaard har aldrig før udgivet noget på skrift.

"Jeg er selvfølgelig spændt på det, og håber der er andre der kan have glæde af Bas-Palle fra Basballe," siger debutanten Hugo Nørgaard. Forlaget Historia står for udgivelsen.

Publiceret 13 December 2018 04:30

SENESTE TV