Kommentar: Lad nu ikke 17.4-udvalg blot blive en lugtfri prut for de udvalgte få

Af
Lars Norman Thomsen

lokalredaktør

Byrådet fortjener stor ros for at være enige om at nedsætte et såkaldt borgerudvalg, §17.4- udvalg, der skal komme med anbefalinger til arbejdet med bæredygtighed i Syddjurs Kommune med afsæt i FN’s verdensmål.

Verdensmålene udgør 17 konkrete mål og 169 delmål, som forpligter alle FN’s 193 medlemslande til helt at afskaffe fattigdom og sult i verden, reducere ulighed, sikre god uddannelse og bedre sundhed til alle, anstændige jobs og mere bæredygtig økonomisk vækst.

Det samlede antal medlemmer af udvalget forventes at blive på i alt 16 personer. Heraf fem fra byrådet.

Så langt så godt, mens vi venter på det kommissorium, som beskriver præcist, hvad udvalget skal arbejde med.

Grøn vækst, grøn udvikling, grøn produktion.

Det er ikke bare modeord, men markante spor, som det kommende §17.4 udvalg skal lægge ud.

Man kan godt tillade sig at nære store forventninger til udvalgets arbejde, men der også grund til at advare mod, at det ender med at blive en politisk kampplads for de fem byrådsmedlemmer, der skal sidde med ved bordet, og deres støtter fra baglandet.

Så bliver udbyttet blot et par digre, men ulæste rapporter som vil trække masser af støv.

Tommy Bøgehøj (C) talte på sidste uges byrådsmøde stærkt for, at udvalget får en bred repræsentation fra erhvervslivet, så udkommet af arbejdet også bliver en række kommercielt bæredygtige forslag.

Det er rigtigt set, at udvalgets arbejde kan blive den kickstart, der forlener Syddjurs Kommune med en erklæret og tydelig erhvervsmæssig grøn profil.

Hele byrådet rundt skal der være forståelse for dette udgangspunkt.

Rundt omkring i Syddjurs er der allerede oplagte primus motorer i erhvervslivet, der fortjener en plads i udvalget, fordi de har noget at bidrage med fagligt og videnmæssigt.

Lokalavisen foreslog i sidste uge Peter Hove, Salgs- og marketingschef for virksomheden Refurb i Hornslet, som et oplagt bud fra erhvervslivet i udvalget. Hos Refurb arbejder man med genanvendelse og cirkulær økonomi.

En anden helt oplagt deltager er Morten Storm Overgaard, der har skabt en unik Restaurant Moment i Friland i Feldballe, byggende på omtanke for naturen og brugen af lokale råvarer.

Eller hvad med en repræsentant for Halling Autoophug ApS, der i en årrække har arbejdet med cirkulær økonomi på et miljømæssigt og kommercielt bæredygtigt grundlag.

Blot tre meget forskellige forslag, der viser, at det vil være muligt at sammensætte et udvalg med bred erhvervsmæssig repræsentation.

Det er således ret nemt at steppe langt uden om de politiske baglande og diverse interesseorganisationer og -foreninger, hvis viljen og modet er tilstede. Er det ikke det, så put udvalget i mølposen med det samme.

Vi venter i spænding.

Note:

Et § 17, stk. 4 udvalg er et midlertidigt politisk udvalg, som Byrådet i henhold til Styrelsesloven kan nedsætte til at varetage særlige opgaver. Navnet refererer til den paragraf i loven, der giver mulighed for at nedsætte sådanne udvalg.

Publiceret 07 December 2018 13:30

SENESTE TV