Morten Siig Henriksen. Arkivfoto

Morten Siig Henriksen. Arkivfoto

Debat: Michael Aastrup Jensen glemmer at fortælle om hele regnestykket

Af
Morten Siig Henriksen

folketingskandidat for SF i Syddjurs:

"’Den ene hånd ved ikke, hvad den anden gør’ er en dansk talemåde. Det betyder, ifølge den danske ordbog, at et område er modsætningsfyldt, idet de enkelte dele ikke er logisk sammenhængende. Samme ord, mener jeg, er passende at bruge, om Michael Aastrup Jensens såkaldte ’styrkelse’ af gymnasieuddannelserne i Rønde og Grenå.

Det glæder mig, at Michael Aastrup er optaget af uddannelse. Aastrup har helt ret i, at uddannelse er vigtigt for Djursland (læs hele landet) og vækst i fremtiden. Det er derfor også godt, at regeringen og DF har fundet en halv million om året til både STX i Rønde og Grenå. Aastrup glemmer dog at nævne, hvor pengene kommer fra. Pengene kommer fra gymnasierne selv, der har måttet spare to procent om året siden 2016. Besparelserne stopper ikke før 2021. Indtil videre har man formået at spare i omegnen af 698 millioner kroner på gymnasierne på landsplan, og det fortsætter. Viden Djurs, der har både en HTX og en HHX i Grenaa og en HHX i Rønde, får til gengæld ikke kompensation for de to procent, som de har sparet hvert år siden 2016.

698 millioner er mange penge, men hvor meget betyder det egentlig for den enkelte elev? Hvis vi kigger alene på i år, svarer besparelserne til ca. 6.000 kr. pr. gymnasieelev. Den tildelte halve million på finansloven svarer til 1.623 kr. pr. elev på Rønde Gymnasium, da der er indskrevet 308 elever. Michael Aastrups ’styrkelse’ er altså reelt en besparelse på ca. 4300 kr. pr elev. Til sammenligning sparer man yderligere 4.000 kr. pr. studerende på professionshøjskolerne og 5.500 kr. pr. universitetsstuderende. (Dansk Magisterforening). Der bliver skåret mere end helt ind til benet, og det resulterer i fyringer, færre og dårligere undervisningstimer og mindre feedback til eleverne.

Ved at fastholde besparelserne på uddannelserne, når vi ser bort fra erhvervsskolerne, burde Aastrup ikke gå ud at sige, at man styrker uddannelserne. Jeg mener ganske enkelt, at det er forkert, da DF og regeringen samtidig sparer med den anden hånd. Lad os nu have højere ambitioner og anerkende, at kvalitetsuddannelser er afgørende for, at vi har en veluddannet befolkning. Det er simpelthen for kortsigtet at spare på det, vi skal leve af i fremtiden."

Publiceret 04 December 2018 13:30

SENESTE TV