Bankin Samos store drøm gik i opfyldelse 1. december, da han kunne åbne sin frisørsalon Sik-Sak på Nedergade 9. Her er det sønnen Ibrahim, der får styr på lokkerne. Foto: Stine Østergaard

Bankin Samos store drøm gik i opfyldelse 1. december, da han kunne åbne sin frisørsalon Sik-Sak på Nedergade 9. Her er det sønnen Ibrahim, der får styr på lokkerne. Foto: Stine Østergaard

Syrisk flygtning åbner salon:

"Jeg gider ikke bare sidde derhjemme"

Bankin Samo åbner i morgen Sik-Sak frisørsalon i Nedergade. Med sig har han 15 års erfaring som frisør i Syrien, inden familien kom til Danmark for fire år siden

Af
Stine Østergaard

EBELTOFT Mange glæder sig til 1. december. Forventningens glæde kan føles som et kuld sommerfugle i maven, inden juletiden for alvor sparkes i gang. Men for Bankin Samo og hans familie har der været ekstra meget at se frem til. Lørdag morgen, når byens børn forventningsfuldt åbner første låge i chokoladekalenderen, kan Bankin Samo åbne døren til sin helt egen frisørsalon.

"Selvfølgelig har jeg været spændt og bekymret for at blive selvstændig. Det ville alle være. Men når du har gode venner og naboer, der støtter dig, og stoler på dig selv, så skal det nok gå," siger en spændt Bankin Samo et par dage før åbningsdagen.

Der bliver tjekket i spejlet, om farven nu bliver, som den skal – og det gør den. Foto: Stine Østergaard

Der bliver tjekket i spejlet, om farven nu bliver, som den skal – og det gør den. Foto: Stine Østergaard

En drøm

Bankin Samo og konen Layla og børnene Mohamad, Runi og Ibrahim kom til Ebeltoft fra Syrien for præcis fire år siden. Men Bankin Samo er ikke en mand, der bare sidder på sin flade derhjemme og har ondt af sig selv. Det var på med handsken for at lære dansk, har arbejdet på flere restauranter og klippet private kunder i deres hjem.

"Jeg er så glad for, at Danmark har åbnet dørene for mig og min familie. Jeg vil gerne give noget tilbage. Jeg vil ikke bare sidde derhjemme og vente på støtte fra kommunen. Jeg har tænkt over, hvordan jeg mon kunne blive tjene penge og blive selvstændig," fortæller han.

Bankin Samo har 15 års erfaring som frisør i Syrien, og derfor var det naturligvis oplagt at opstarte en frisørsalon.

"Det er en drøm for mig at åbne min egen frisør her i Danmark," siger han forventningsfuldt.

Et par naboer er mødt op i butikken et par dage før åbningen for at vise deres støtte.

"Jeg synes, det er så flot, at han åbner sit eget. Det kræver virkelig meget at starte virksomhed op. Der er så mange indvandrere med gode kompetencer, som slet ikke bliver udnyttet," siger John Andersen, som er nabo til den syriske familie, der alle taler dansk.

Hjælp fra familien

Familien hjælper også meget til i salonen. De to ældste sønner har hjulpet til med at gøre salonen klar. Mohamad på 15 har især været god til at hjælpe med det praktiske som at sætte spejle, lys og borde op.

Yngstemanden Ibrahim på 8 år er meget stolt af sin far. Han har også været med til at komme med gode idéer til salonen. Det er ham, der har bestemt, at man skal kunne få farvet et mønster i håret, når man bliver klippet.

"Jeg skal også have farvet mit hår rødt i dag. Det er min yndlingsfarve," smiler han stort.

Ibrahim kom med ideen til, at man skal kunne få farvet håret i skabeloner. Med det flotte røde hjerte i håret kommer han sikkert til at blive et hit hos pigerne i klassen. Foto: Stine Østergaard

Ibrahim kom med ideen til, at man skal kunne få farvet håret i skabeloner. Med det flotte røde hjerte i håret kommer han sikkert til at blive et hit hos pigerne i klassen. Foto: Stine Østergaard

Og så er der Bankin Samos hustru Layla. Måske det i virkeligheden er hendes fortjeneste, at butikken bliver åbnet til tiden, for ud over, at hun blandt andet gør rent og rydder op i butikken, er hun er god til at holde ham op på, at tingene bliver gjort.

"Hun er min chef," griner Bankin Samo og tilføjer kærligt:

"... og min ven."

Publiceret 30 November 2018 12:52