Arkitema, der har tegnet velkomstcentret (billedet) ud for Kalø Slotsruin, er lige blevet belønnet med en international arkitekturpris for sin medvirken til opførelsen af Hammershus Besøgscenter

Arkitema, der har tegnet velkomstcentret (billedet) ud for Kalø Slotsruin, er lige blevet belønnet med en international arkitekturpris for sin medvirken til opførelsen af Hammershus Besøgscenter

International arkitekturpris til Velkomstcentrets storebror

Hammershus Besøgscenter på Bornholm ved Nordeuropas største borganlæg har haft Arkitema Architects, der også har tegnet et måske kommende velkomstcenter ud for Kalø Slotsruin, inde over

Af
Lars Norman Thomsen

Det nye besøgscenter ved Hammershus, der åbnede i marts 2018, har netop vundet en pris i den anerkendte, internationale arkitekturkonkurrence WAF.

Besøgscenteret vandt i kategorien Display – Completed Buildings, hvor bygningen var nomineret sammen med 14 andre byggerier fra hele verden, fortæller Naturstyrelsen på sin hjemmeside.

Prisen blev overrakt i går under World Architecture Festival i Amsterdam.

Det 1.000 kvadratmeter store besøgscenter, som er opført godt 200 meter fra den gamle slotsruin på Bornholms nordspids og som Christoffer Harlang og Arkitema Architects har tegnet, fylder en del i debatten om et måske kommende velkomstcenter ud for Kalø Slotsruin, som Arkitema Architects også har tegnet.

Det er nu ikke derfor, at tilhængere og modstandere af et velkomstcenter jævnligt kigger til Bornholm.

74,5 mio.

Tilhængerne, som for eksempel Syddjurs borgmester Ole Bollesen (S), fremhæver Hammershus Besøgscenter for dets arkitektoniske værdi og placering i landskabet ved Nordeuropas største borganlæng.

Modstanderne, som for eksempel Ole Bollesens partifælle, Kirsten Frederiksen, noterede i et indlæg på torsdagens borgermøde i Rønde Idrætscenter om lokalplan og kommuneplantillæg, at hun havde forbi Hammershus Besøgscenter her i efteråret og var kommet til en lukket dør.

"Hammershus Besøgscenter har kostet 102,5 mio. kroner, og en del af driften af stedet finansieres af, at man betaler for at parkere der," forklarede Kirsten Frederiksen, der selv er varm tilhænger af den lokalplan 41 for et besøgscenter i mindre målestok ud for Kalø Slotsruin, som Rønde Byråd vedtog i 1990'erne, hvor Kalø Slotskro bevares.

Besøgscenteret er betalt af en donation fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, som har givet 74,5 millioner til opførelsen af bygningen og 28 millioner til restaurering af Hammershus.

Parkeringsafgiften gælder kun, hvis man vil parkere tæt på slotsruinen. Taksten er 30 kroner for seks timers parkering. Biler med handicapskilt kan stille bilen gratis på en særlig parkeringsplads endnu tættere ved centeret, og det koster ikke noget at stille cyklen.

Hvert år besøges Hammershus af anslået omkring ½ million gæster.

Naturstyrelsen, som står for driften af Hammershus Besøgscenter, budgetterer med, at betalingsparkeringen vil give en indtægt på cirka én million kroner om året svarende til 33.000 biler.

Ikke helårsåbent

Besøgscenteret har kun åbent fra og med påsken til og med efterårsferien.

Jørn Juul Sørensen, selv arkitekt og aktiv i Det Radikale Venstre primært på Norddjurs-flanken, fremhævede på borgermødet anerkendelsen af Hammershus Besøgscenter fra WAF og lovpriste i samme forbindelse et velkomstcenter ud for Kalø Slotsruin.

Foruden udstilling rummer Hammershus Besøgscenter foyer, butik, café og undervisningslokale. Det er gratis at komme ind i bygningen og at se udstillingen.

Det meste af området omkring Hammershus er fredet, men lige der hvor besøgscenteret ligger, er der faktisk ingen fredninger, oplyser Naturstyrelsen.

Hammershus Besøgscenter har tidligere fået Tømrerprisen og er også nomineret til arkitektverdenens svar på en Oscar: Mies van der Rohe Award 2019.

Publiceret 30 November 2018 10:30

SENESTE TV