Voldsom villa-brand på Djursland: Politiet frygter, at beboerne er fanget i ilden

Der er onsdag morgen brand i en villa i Ørum

Af
Jonas Wrede Hansen

Video: Øxenholt Foto

Et hus på Dystrupvej i Ørum er onsdag morgen omringet af store flammer, og politiet frygter, at husets beboere fortsat er i huset.

Klokken 06.11 fik Østjyllands Politi anmeldelsen om, at der var udbrudt brand i villaen, oplyser Janni Lundager, kommunikationsrådgiver hos Østjyllands Politi.

Branden blev opdaget af en nabo, der vågnede ved, at hans hund gøede. Naboen kunne se, at huset stod i flammer, og han ringede til politiet.

"Hjemmeværnet er blevet tilkaldt til at bevogte huset, og når efterslukningen er færdig, skal vi ind i huset for at kigge, om der er nogen inde i huset. Vi ved, at der bor to personer derinde, og vi skal have fundet ud af, om de har været derinde," fortæller Janni Lundager.

Ifølge Lokalavisens oplysninger fra et vidne på stedet holder der en bil i indkørslen til huset, som er godt medtaget af branden. Blandt andet er taget styrtet sammen.

Lokalavisen har senest været i kontakt med politiet onsdag klokken 11, hvor der fortsat ikke er noget nyt i sagen. Politiet kan ikke med sikkerhed sige, om beboerne har været i huset, og man er ved at tage kontakt til pårørende for at finde ud af det.

Politiets efterforskere og kriminalteknikere er ankommet, men det har endnu ikke været muligt for efterforskerne at komme ind i huset. Politiet forventer tidligst en gang over middag at kunne melde noget nyt ud.

Publiceret 28 November 2018 08:30

SENESTE TV