Victor Hoveling (th.) måtte vise hele sit store repertoire i sin DM-finale, som han vandt med dommerstemmerne 3-2. Foto: Hornslet Bokseklub

Victor Hoveling (th.) måtte vise hele sit store repertoire i sin DM-finale, som han vandt med dommerstemmerne 3-2. Foto: Hornslet Bokseklub

Medaljerne regnede ned over Hornslet Bokseklub

Tre guldmedaljer og tre sølvmedaljer var det flotte udbytte for Hornslet Bokseklubs ni deltagere ved de danske mesterskaber

Af
Lars Norman Thomsen

Ambitionerne i Hornslet Bokseklub er store. Det forsøger cheftræner, formand og mastermind Arne Lund Christensen på ingen måde at skjule.

Derfor var forventningerne til den de ni boksere, der repræsenterede Hornslet Bokseklub ved det de danske mesterskaber i Holstebro, også store.

At de kom hjem med tre guldmedaljer og tre sølvmedaljer overgik dog selv cheftrænerens forhåbninger

"Resultaterne viser bare, at vi er på vej til at blive en af de klubber, der kan tale med i toppen af boksesporten," siger Arne Lund Christensen.

Vandt uden kamp

Dansk boksning er nede i en bølgedal rent medlemsmæssigt. Andre idrætsgrene som fitness og lignende aktiviteter, hvor man ikke er afhængig af andre end sig selv i træningen, har været svære at hamle op med for boksesporten.

Hornslet Bokseklub er dog en af de klubber, der oplever medlemstilvækst, fordi atmosfæren i træningslokalet, mulighederne for god sparring og kammeratskabet vægtes højt.

Hornslets talentfulde Anne Tilken fik ikke sved på panden ved de danske mesterskaber, fordi hendes finalemodstander trak sig. Dermed vandt hun sin guldmedalje uden kamp.

Unge Mikkel Gribsholt boksede en stor kamp og vandt med alle fem dommerstemmer, 5-0.

Ligeledes unge Victor Hoveling indfriede forventningerne og vandt guld efter en hård kamp.

"Victor måtte folde sig helt ud og viste sit kæmpestore potentiale. Victor vandt kun med dommerstemmerne 3-2, men det var for mig uforståeligt, at han ikke vandt 5-0," siger Arne Lund Christensen om dommernes split decision-afgørelse.

Victor Hoveling er Arne Lund Christensens papsøn.

Bjarne Newby tæt på

De tre sølvmedaljer gik til Bjarne Newby, Jason Erichsen og Mine Tilken .

Førstnævnte boksede i løbet af weekenden tre hårde kampe og tabte finalen knebent med dommerstemmerne 3-2.

"Men Bjarne viste trods sine kun 17 kampe, at han er på vej mod toppen af dansk boksning," siger en tilfreds Arne Lund Christensen.

Jason Erichsen var i sin finale oppe mod en rutineret modstander, der som kampen skred frem benyttede sin rutine til at prikke sig til en sikker pointsejr.

Mine Tilken kom ud i sandt stormvejr i sin finale, hvor hun allerede i første omgang blev ramt hårdt to gange, så kamplederen valgte at stoppe kampen til modstanderens fordel.

Nederlag til supersværvægter

Supersværvægteren Jose Ibarguen tabte sin første kamp 3-2 til den senere danske mester.

"Jose kæmpede godt og boksede en helt lige kamp, men marginalerne gjorde desværre udslaget denne gang," siger Arne Lund Christensen.

Malthe Ranghøj tabte også sin indledende kamp på point - 5-0.

"Malthe viste en rigtig god kampvilje og boksede en af sine teknisk set bedste kampe men tabte på dagen til en modstander, han godt kan besejre," lyder det fra cheftræneren, der nu tager bokserne med sig i træningslokalet igen efter veloverståede mesterskaber.

Arne Lund Christensen glæder sig over den udvikling, som Hornslet Bokseklub har været igennem i de seneste år, og for ham er målet fortsat at blive Danmarks bedste bokseklub inden for en overskuelig årrække.

Publiceret 28 November 2018 14:14

SENESTE TV