Therese Due og holdkammeraterne på svær opgave mod topholdet Hasle KFUM tirsdag aften. Foto: Hornslet IF

Therese Due og holdkammeraterne på svær opgave mod topholdet Hasle KFUM tirsdag aften. Foto: Hornslet IF

Divisionshåndbold: Hornslet IF klar til at genrejse sig efter sløj start

Hornslet IF’s divisionsdamer har det svært i 3. Division, men er i gang med at bygge et ungt og talentfuldt hold op efter nedrykningen fra 2. Division

Af
Martin Schultz

Tirsdag aften får Hornslet IF’s divisionsdamer mulighed for at steppe op og træde i karakter, når Djurslands højest rangerede kvindehåndboldhold tager imod topholdet Hasle KFUM i Hornslet Idræts- og Kulturcenter.

Hornslet IF har i allerhøjeste grad brug for point, for holdet, som i foråret rykkede ud af 2. Division, har kun hentet to sejre i syv kampe og ligger skuffende på en 9.plads i pulje 3 i 3. division.

Placeringen i den nederste halvdel af tabellen kommer dog ikke bag på holdets træner Max Ørum Christensen.

“Vi vidste, at det ville blive svært. Vi har sagt farvel til op imod otte af vores stamspillere, og vi arbejder nu med et meget talentfuldt, men også meget ungt hold. Mange af vores spillere er 18-19 år gamle, og vores midterforsvar med Sara Thrue og Emilie Gammelvind Sørensen er 20-21 år gamle,” siger Max Ørum Christensen, som sammen med Niels Christian Pedersen står i spidsen for Hornslet IF’s kvinder i 3. division.

Siden sidste sæson, hvor Hornslet IF’s kvinder trods en godkendt pointhøst måtte forlade 2. Division, har holdet sagt farvel til profiler som Ann Ørum Christensen, Linda Assing, Maria Møller og Maja Hentze Andersen.

“Tidligere havde de unge spillere nogle rutinerede spillere at støtte sig op ad, men nu står de alene. Linda Assing var med i vores kamp mod Kolind Håndboldklub og har sagt ja til at hjælpe os, men vi forventer, at vi kan levere i takt med at de unge spillere får mere rutine,” siger Max Ørum Christensen.

Overmatchet fysisk mod Kolind Håndboldklub

Hornslet IF fik en fin start på turneringen med en sejr på 34-22 over Hammel GF, men har siden tabt fire kampe i streg inden holdet fik sin anden sejr ved at vinde 20-17 over Stavtrup IF i Stavtruphallen.

“Vi spillede rigtig godt mod Stavtrup IF, som vi plejer at have problemer mod. Men det går op og ned, når vi spiller med et så ungt og nyt hold,” siger Max Ørum Christensen.

Men senest satte Kolding Håndboldklub sagerne effektivt på plads, da gæsterne i Hornslet Idræts- og Kulturcenter satte hjemmeholdet eftertrykkeligt på plads med en sejr på 34 -22 efter 16 - 11 ved pausen.

“Vi har været ramt meget på vores ressourcer og haft flere spillere ude med forskellige småskavanker. Vi har i de seneste kampe kun haft to mand på bænken, og mod Kolding Håndboldklub mødte vi et rutineret og fysisk meget stærkt hold, som var gode til at tage tempoet ud af kampen. Kolding Håndboldklub er min oprykningsfavorit, og vi var fuldstændig overmatchet rent fysisk mod gæsterne,” siger Max Ørum Christensen.

“Vi har et højt topniveau, når vi spiller godt, og har et lavt bundniveau, når det ikke kører. Vores opgave er at hæve vores bundniveau. Men vi har godt humør i truppen og træner godt, og nu glæder vi os til at møde Hasle KFUM, som er et hold, som ligger godt til os,” siger Max Ørum Christensen.

Hornslet IF tager imod Hasle KFUM tirsdag aften kl. 19.30 i Hornslet Idræts-og Kulturcenter.

Kampfakta

3. Division, damer, Pulje 3

Hornslet IF - Kolding Håndboldklub 22 - 34 (11 - 16)

Søndag 8. november kl. 19.15 i Hornslet Idræts- og Kulturcenter

Publiceret 17 November 2018 21:14

SENESTE TV