Den driftige købmand og lokale ildsjæl, René Povlsen, ny formand for Rønde Handel. Arkivfoto

Den driftige købmand og lokale ildsjæl, René Povlsen, ny formand for Rønde Handel. Arkivfoto

Rønde Handel: René Povlsen overtager formandskasketten

Meny købmanden afløser Henriette Husted, der i stedet bliver næstformand

Af
Lars Norman Thomsen

RØNDE Rønde Handel har skiftet formand på udramatisk vis. Meny købmand René Povlsen blev nyvalgt som formand på den nyligt afholdte generalforsamling i stedet for Henriette Husted, indehaver af Hestehuset Husted i Følle.

Henriette Husted fortsætter i bestyrelsen som næstformand.

"Det havde vi på plads inden generalforsamlingen, men det skulle selvfølgelig konfirmeres af de øvrige medlemmer," siger René Povlsen.

Han er parat til at tage en længere tørn på formandsposten i Rønde Handel og sammen med den øvrige bestyrelse og medlemmerne sørge for fremdrift i handelslivet.

"Det ser faktisk fornuftigt ud lige nu. Vi har kun et par tomme butikslokaler, men vi må aldrig hvile på laurbærrene, for det kan hurtigt vende, hvis vi ikke hele tiden tænker nyt og har en klar strategi for fremtiden," siger René Povlsen.

"Vi ved, at der kommer et par generationsskifter om ikke så længe, så vi skal som fælles forening hele tiden være et skridt eller to foran."

Han er selv engageret på mange fronter i det lokale handels-, skole- og foreningsliv. For eksempel Rønde Idrætscenter, Molbordet, Ugelbølle Friskole og Syddjurs Ungdomsskole.

"Det giver mig et fantastisk overblik, og jeg medvirker gerne, hvis jeg fornemmer, at jeg er sammen med mennesker, der brænder lige så meget for det, som jeg selv gør det. Brænder man ikke for det, skal man ikke deltage," siger Meny købmanden.

Selv koordinator

Henriette Husted har ud over at være formand også varetaget opgaven som koordinator for handelslivets aktiviteter.

En post, som René Povlsen selv overtager indtil videre, men har en anden løsning i støbeskéen, som han ikke på nuværende tidspunkt kan fortælle mere om.

Ud af bestyrelsen er gået Ketty Mikkelsen, Boys & Girls. Det samme er suppleanterne Arne Povlsen og Mette Bak, Boutique Glad.

Det er blevet afløst af Line Lindgaard-Kjeldsen, Kalø Advokaterne og Claus Skovgaard, Profil Optik.

Suppleanterne deltager aktivt i bestyrelsesmøderne og arbejdet.

De øvrige bestyrelsesmedlemmer er: Mariann Sørensen, Butik Otto, Niels Haslund, EBM Din Tøjmand, Hanne Løber, Butik Zærlig og Birgitte Meller, Sportigan.

Publiceret 14 November 2018 12:30

SENESTE TV