Michael Skaaning Johansen. Foto: Lars Norman Thomsen

Michael Skaaning Johansen. Foto: Lars Norman Thomsen

Debat: Djurslands børn fortjener en god start på livet

Af
Michael Skaaning Johansen

folketingskandidat for Det Radikale Venstre i Djurskredsen:

"De første 1.000 dage i et barns liv er de vigtigste overhovedet for barnets udvikling. Ved at investere massivt i børns første 1.000 dage, kan vi hjælpe barnet i en god retning. Det sætter aftryk resten af livet. Derfor er det vigtigt for os i Radikale Venstre, at alle børn kommer godt fra start.

Men hvad skal der være mere eller mindre af, hvis vi skal give vores børn det bedste børneliv? For mig er det gode børneliv først og fremmest uden fattigdom og fuldt af muligheder.

Derfor er det for mig helt afgørende, at vi får mere leg, omsorg, frihed, tillid, læring og flere pædagoger. Nogle steder er der op til 10 børn pr. voksne, og det er alt for mange.

Men Radikale Venstre har ikke alle svarene. Derfor tager jeg ud og snakker med folk om hvad vi kan gøre bedre for vores børn.

Jeg får masser af gode idéer og interessante holdninger om det gode børneliv med hjem. Jeg mødte bl.a. en pædagog som mente at der var udfordringer med integrationen af vores tosprogede børn, en af ideerne kunne være at lade en af deres forældre være mere med i børnehaven, i overgangen inden børnene blev overladt til pædagogerne. En anden mente, at vi skulle have mere fokus på at få flere hænder omkring vores børn, også i yderpunkterne af hverdagen, så pædagogerne ikke står alene med så mange børn.

Radikale Venstre arbejder for, at alle børn er omgivet af dygtige voksne og nok af dem. Vi vil ansætte flere pædagoger i vuggestuen og børnehaven. Uddanne dagplejere. Gøre pædagoguddannelsen endnu bedre. Sørge for, at udsatte familier kan få støtte af en hjemmepædagog.

Vi vil styrke indsatsen i de første 1.000 dage. For hvis vi tør investere i et bedre børneliv, kan vi give mange flere af Djurslands børn en god start på livet."

Publiceret 14 November 2018 14:30

SENESTE TV