”Tak, fordi I laver dette loppemarked – og tak for jeres indsats som frivillige. Denne indsats er uvurderlig for fællesskabet kommunen – vi kan ikke klare det alene,” lød roserne fra Syddjurs borgmester Ole Bollesen, der her får mikrofon på af sognepræst Torben Jensen, formand for Diakoniudvalget i Syddjurs. Foto: Morten Bay-Mortensen

”Tak, fordi I laver dette loppemarked – og tak for jeres indsats som frivillige. Denne indsats er uvurderlig for fællesskabet kommunen – vi kan ikke klare det alene,” lød roserne fra Syddjurs borgmester Ole Bollesen, der her får mikrofon på af sognepræst Torben Jensen, formand for Diakoniudvalget i Syddjurs. Foto: Morten Bay-Mortensen

Illusion at tro at kommunen kan klare alt i et samfund

Kirken i Syddjurs tager gerne sit sociale ansvar på sig. Det var lørdagens Diakoniens Dag et eksempel på

Af
Lars Norman Thomsen

”Som borgmester er jeg dybt imponeret over, at I kan stable dette loppemarked på benene. Det er et eksempel på, at frivillige – i dette tilfælde kirkearbejdet – hjælper med i vores fælles samfund. Det er en illusion at tro, at kommunen kan klare alt i et samfund,” lød det fra Syddjurs borgmester Ole Bollesen (S), da han lørdag i middagsstunden gæstede Diakoniens Dag i Hornslet Kultur & Idrætscenter med diakonudvalget under Syddjurs Provsti med sognepræst Torben Jensen i spidsen som primus motor.

”Nej, det skal foregå i et samarbejde mellem civilsamfundet (borgerne) og så vores fælles kommune. Selv om kommunen kan klare meget, må og skal man ikke forlade sig på, at den kan klare alt. Det ligger dybt i vores kristne kultur – og heldigvis i mange andre kulturer, at man skal hjælpe hinanden. Prøv at tænke tilbage til de gamle bondekulturer. Der var man nødt til at pløje, så og høste i fællesskab,” fortsatte borgmesteren.

Rar stemning

Diakoniens Dag 2018 støtter kirkernes sociale arbejde i Syddjurs og spredt ud over hallens mange stande var næsten alle Kirkens Korshærs genbrugsbutikker repræsenteret.

Dertil Strikkedamerne fra Thorsager, Kafé Kolind og Djurs Lys og en populær kaffe-og kagebod med lækkert hjemmebag.

En særlig og velbesøgt afdeling for børn og børnefamilier med hoppeborg, ansigtsmaling og legetøjssalg var populær.

Der var fint gang i salget ved Diakoniens Dag i Hornslet Kultur & Idrætscenter. Foto: Morten Bay-Mortensen

Der var fint gang i salget ved Diakoniens Dag i Hornslet Kultur & Idrætscenter. Foto: Morten Bay-Mortensen

”Fra åbningen klokken 10 var der stort run på alle stande, og mange rariteter fandt nye ejere. Mørkes fire damer fra Kirkens Korshærs genbrugsbutik fik hurtigt afsat en chokoladekande og en terrin, som havde særlig værdi i kyndige købernes øjne,” fortalte kommunikationspræst i Syddjurs Provsti, Morten Bay-Mortensen.

De fire Mørkedamer: Merete, Anny, Birthe og Bente kom heller ikke til at bære et flot parti af rødvinsglas og vandglas med slebne stjerner tilbage til Mørke-butikken, de kom med en glad køber hjem.

Hyggelig og varm stemning i Hornslet Kultur & Idrætscenter, samværet er også en del af markedsdagen.

Publiceret 08 November 2018 09:00

SENESTE TV