TRIFs unge boldspillere kunne igen ikke omsætte et spilovertag i mål. Arkivfoto: Lars Norman Thomsen

TRIFs unge boldspillere kunne igen ikke omsætte et spilovertag i mål. Arkivfoto: Lars Norman Thomsen

Seriefodbold: Tobias Gudumlund serverede svesken, da IFM slog TRIF med 2-0

IF Midtdjurs parkerede bussen på PR Park og hentede sin anden sejr på kontraspil over TRIF’s unge boldspillere

Af
Martin Schultz

”Vi var bedre end IF Midtdjurs og havde bolden 65 procent af tiden. Men vi scorer ingen mål. Det er et problem vi har, at vi ikke kan omsætte vores spilovertag i mål. Og så laver vi personlige fejl, og vi mangler noget indstilling. Efter at vi ikke længere har noget at spille for, så er flere af spillerne, som vi kan forvente noget mere af, ikke motiverede.”

Så klart udtrykker cheftræneren for TRIF’s hold i Serie 3, Martin Hornbæk Nielsen, sig om situationen i TRIF efter klørdagens 0-2 nederlag til IF Midtdjurs på hjemmebanen PR Park.

”Vi gik ind til denne sæson med en forventning om at være med i toppen. Det kom vi ikke til, og flere af spillerne er skuffede. Men det har vi kun os selv at takke for. Og vi skal gøre turneringen ordentligt færdige. Vi kan ikke være andet bekendt over for de andre spillere på holdet og de hold i rækken, der stadig har noget sat spille for,” siger Martin Hornbæk Nielsen.

På to mål scoret efter effektivt kontraspil i 1. halvleg vandt IF Midtdjurs med 2-0.

”Taktikken er en del af spillet. Vores taktik er at stå godt i forsvaret og så snuppe svesken og score i den anden ende. Og TRIF er et hold af dygtige unge fodboldspillere, som vil op og lave mål, og så bliver der plads til vores taktik,” siger IF Midtdjurs’ holdleder Klaus Fanø.

IF Midtdjurs fik et wake up call

”TRIF havde et skud på overliggeren efter to minutter, men bortset fra det var de ikke farlige, selvom de havde bolden meget,” siger Klaus Fanø. Og skuddet på overliggeren blev et wake up call for IF Midtdjurs, som kom til Rønde med en 4-3 sejr på godt kontraspil efter at have været foran med 3-0 i den første kamp.

IF Midtdjurs stillede op i en 3-5-2 opstilling med to kanter på midtbanen, som løb med tilbage og lukkede af i siderne til støtte for et tre-mands forsvar.

Og taktikken med at snuppe ”svesken” lykkedes i hvert fald to gange, hvor Tobias Gudumlund slap fri højre side og kørte til baglinjen, hvorefter bolden blev spillet på tværs til først Rune Bach og derefter Lasse Danielsen til to sikre IFM-scoringer.

Sæsonen ser ud til at slutte godt for IF Midtdjurs, som mod TRIF vandt den tredje sejr i træk.

”Det er vigtig for os at slutte sæsonen godt af. Vi har haft et stramt år, men nu slutter vi med humør på, og det er vigtigt, for vi bliver ved med at træne en gang om ugen frem til jul på vores nye kunstgræsbane,” slutter Klaus Fanø.

Modstandere parkerer bussen mod TRIF

Der var store forventninger til efterårssæsonen i TRIF, men selvom holdet ligger komfortabelt i midterfeltet og ikke har været rodet ind i bundstriden på noget tidspunkt, er mange af spillerne ifølge cheftræner Martin Hornbæk Nielsen været skuffede over resultaterne i efteråret.

”Men vores placering i tabellen lyver ikke. Vi har ikke været stabile nok. Nogle gange har vi spillet rigtig godt. Andre gange ikke. Og det er de samme spillere vi har med. Men vores bundniveau har været for lavt, og der er hold i rækken, der har læst hvordan vi spiller. De har parkeret bussen, og så er det altså os, der skal åbne bussen,” siger Martin Hornbæk Nielsen.

”Vi har ikke spillet så naivt som i foråret. Vi er blevet bedre til at lade bolden køre, og buser ikke bare fremad med hovedet under armen. Og vi har igen haft rigtig mange unge spillere på holdet, og d har fået lidt mere hård på brystet. Men jeg mangler lidt den indstilling, at man vil vinde for enhver pris. Det må vi prøve at bygge på,” siger Martin Hornbæk Nielsen. Han peger på Emil Lyngholt som kampens spiller.

TRIF slutter lørdag kl. 13.30 sæsonen på Aastrup Stadion mod Åstrup/Hammelev IF, som spiller for at redde livet i rækken i skarp duel med Auning IF.

TRIF holder afslutningsfest efter kampen mod Åstrup/Hammelev IF i Pyramiden i Rønde Idrætscenter. Der er fin opbakning til arrangementet: 45 ud af 53 seniorspillere har tilmeldt sig afslutningsfesten.

Kampfakta:

Serie 3, Pulje 35

TRIF - IF Midtdjurs 0 - 2 (0 - 2)

Lørdag 27. oktober kl. 14.00 på PR Park i Rønde

Målscorere:

0 - 1 Rune Bach (28. min.)

0 - 2 Lasse Danielsen (42. min.)

Publiceret 01 November 2018 12:57

SENESTE TV