Nu kan det for mange danske boligejere blive billigere at få installeret en varmepumpe. Foto: Torben Klint.

Nu kan det for mange danske boligejere blive billigere at få installeret en varmepumpe. Foto: Torben Klint.

Lej en varmepumpe med abonnement

I en forsøgsordning fra regeringen kan boligejere, der ønsker at skifte olie eller naturgas ud med en varmepumpe, leje i stedet for at købe

Af
Kim Gregersen og Ulrik Baltzer

Bolius – Boligejernes Videncenter

energi For at sætte skub på udbredelsen af varmepumper i landdistrikterne afsætter regeringen frem til udgangen af 2019 25 millioner kr. til en støtteordning, der skal gøre det muligt for boligejerne at udskifte oliefyret og købe varmepumper på abonnement i stedet for at betale den fulde pris for en ny varmepumpe.

Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V) håber, at varmepumper kan blive mere attraktive, når finansiering, køb og installation hovedsageligt er leverandørens ansvar. Skal du selv betale den fulde pris for et komplet varmepumpeanlæg, skal du typisk af med 80.000-130.000 kr.

Til gengæld har beregninger, som Energitjenesten tidligere har lavet for Bolius, vist, at du med en varmepumpe kan sænke din varmeregning med op til 20.000 kr. om året. Ministeriet mener, at det ikke "er urealistisk, at man kan skære op til en fjerdedel af sin varmeregning ved at skifte fra oliefyr til en varmepumpe på abonnement".

Abonnementet

Via støtteordningen får fem virksomheder støtte til at indkøbe varmepumper, som de efterfølgende installerer og driver hos boligejere. Som boligejer skal du kun betale et evt. engangsbeløb for tilslutning, et abonnement samt den varme, du bruger. Husk, at du kan få håndværkerfradrag for installation af varmepumpen.

Tjekliste: Kan du få varmepumpe i dit hus?

Med ordningen, som Energistyrelsen administrerer, får hver virksomhed støtte til hver at installere 350 varmepumper, dvs. samlet set 1.750 varmepumper.

Flest på landet

Regeringen håber, at støtteordningen kan være med til at skabe vækstgrundlag for et marked for varmepumper på abonnement, så danskerne kan få mere grøn strøm. Særligt i det såkaldte udkantsdanmark, hvor udskiftningen af olie- og naturgasfyr har vist sig at være en større udfordring.

"Det her er en håndsrækning til de mange husejere rundt om i landet, der gerne vil af med deres oliefyr, men som ikke bare uden videre kan skifte til en anden opvarmningsform. De kan nu få en løsning, der ikke kun gør det billigere i startomkostninger at få en varmepumpe, men også væsentligt nemmere. Det er en win-win løsning, som jeg håber, at mange vil benytte sig af," siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V).

Fagekspert i Bolius, Tine R. Sode, ser støtteordningen som et kærkomment initiativ, der kan hjælpe med at få flere boligejere til at droppe fyring med fossile brændstoffer.

Men hun ser bl.a. udfordringer i, at det kun er varmepumper, der kan kobles på et radiatoranlæg, som er dækket af ordningen.

"Og så er det sådan, at hvis du skal have varme nok i et hus ved hjælp af varmepumper, så skal huset være velisoleret og tæt. Har du fx et halvgammelt hus fra 1980’erne, skal du for egen regning sørge for, at det både er energirenoveret, isoleret og tætnet. Hvis det ikke er, så kan varmepumpen ikke varme huset tilstrækkeligt op," forklarer Tine R. Sode.

Her kan du leje

Best Green

OK Nærvarme

Greentech Advisor A/S

SustainSolutions

Verdo Go GreenSE

Publiceret 28 October 2018 08:00

SENESTE TV