Hele rådhusfløjen på 1.sal her ud mod Mogensgade blev skadet af brand og sod og skal nu udbedres.

Hele rådhusfløjen på 1.sal her ud mod Mogensgade blev skadet af brand og sod og skal nu udbedres. Øxenholt Foto

Rådhusbrand koster 4-5 millioner kroner at udbedre

Håndværkerne går nu i gang med at udbedre skaderne efter den påsatte brand på rådhuset i Grenaa

Af
Jeppe Rafn

Norddjurs Kommunes forsikringsselskab Gjensidige Forsikring har skønnet, at det kommer til at koste 4-5 millioner kroner at udbedre skaderne efter sommerens påsatte brand på rådhuset i Grenaa.

Beløbet kom frem under retssagen tirsdag 23. oktober mod Jesper Eberhard Petersen, der i Retten i Randers tilstod at have sat ild til rådhuset i Grenaa i forbindelse med et indbrud natten til 27. juni i år.

Branden brød ud på 1. sal i fløjen ud mod Mogensgade, og hele denne fløj, både bygningerne og løsøre, er brand- og sodskadet. Derudover blev flere lokaler og gangarealer på 1. sal sodskadet, oplyser Norddjurs Kommune i et skriftligt svar til Lokalavisen.

Håndværkere går i gang nu

Slukningen af branden gav også enkelte vandskader i stueetagen ud mod Mogensgade. Vandskaderne er blevet lavet, og i næste uge går håndværkerne i gang med at udbedre brand- og sodskaderne på 1. sal. Udgifterne bliver dækket af forsikringsselskabet, når arbejdet er blevet lavet.

Når det endelige beløb er gjort op, kan forsikringsselskabet stævne Jesper Eberhard Petersen og køre en erstatningssag mod ham. Det oplyser Østjyllands Politis anklager Rosa Pape, der under retssagen på vegne af forsikringsselskabet tog forbehold for, at forsikringsselskabet muligvis vil køre en erstatningssag mod den 37-årige mand fra Grenaa. Han fik en dom på tre år og seks måneders fængsel for brandstiftelse, indbrud og besiddelse af en større mængde amfetamin, der blev fundet hjemme hos ham.

Foto: Øxenholt Foto

50 medarbejdere genhuset

Omkring 50 medarbejdere fra økonomisk sekretariat er genhuset udenfor rådhuset. De forventes at kunne flytte tilbage på rådhuset i slutningen af februar 2019. Økonomisk sekretariat har i det daglige ikke personlig kontakt med borgerne, så det har ikke betydning for borgerne, at de er midlertidigt placeret på andre adresser i Grenaa.

Norddjurs Kommune oplyser, at man også er genhusningsforsikret hos Gjensidige Forsikring, så udover en selvrisiko på 28.632 kroner har kommunen ikke haft andre udgifter ved branden, der ikke dækkes af forsikringen.

Nyt adgangssystem

Ved retssagen kom det frem, at Jesper Eberhard Petersen og hans indbrudsmakker kom ind på rådhuset med en nøgle.

Norddjurs Kommune har besluttet at anskaffe et nyt adgangssystem til rådhuset i Grenaa, og kommunen er i øjeblikket ved at lægge sidste hånd på udbudsmateriale til det nye system.

Der har tidligere været indbrud på rådhuset i Grenaa, der ikke har nogen tyverialarm, og der har i længere tid været talt om at anskaffe et nyt adgangssystem. Beslutningen om at købe et nyt adgangssystem skal derfor ikke ses som en direkte konsekvens af sommerens påsatte brand, oplyser Norddjurs Kommune.

Publiceret 24 October 2018 17:50

SENESTE TV