Foto: Mostphotos

Foto: Mostphotos

Kæmpe fald på Djursland: Laveste antal efterårsferie-indbrud i 10 år

Østjyllands Politi har noteret 40 procent færre anmeldelser om indbrud i kredsen i efterårsferien

Ferierne er ofte indbrudstyvenes foretrukne plyndreperioder, for der er folk tit ude af hjemmet.

Men efterårsferien 2018 bød ikke kun på dejligt, lunt efterårsvejr - den bød også på det laveste antal indbrud i private hjem i Østjylland i 10 år.

Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelese.

Dugfriske tal viser, at Østjyllands Politi har modtaget 77 anmeldelser om indbrud i private hjem i politikredsen, og det er knap 40 procent færre end efter efterårsferien sidste år.

Det glæder vicepolitiinspektør Lennart Glerup.

"77 indbrud er stadig 77 for mange, men tallet er faldene, og vi har aldrig haft så få indbrud i efterårsferien, som vi har haft i år. Det er enormt utrygt og ubehageligt at komme hjem til et hus, hvor der har været indbrud, så det er meget positivt, at 51 færre borgere har måttet opleve det i år," siger han.

I Aarhus Kommune har man registreret et fald på 24 procent, mens borgerne i Favrskov næsten kan glæde sig over en halvering med et fald på 47 procent. Endnu bedre ser det dog ud i de to kommuner på Djursland, hvor Norddjurs blot havde et enkelt indbrud og et fald på hele 90 procent, mens naboerne i Syddjurs har haft et fald på 79 procent.

Indbrud er et vigtigt fokusområde for politiet, og Østjyllands Politi arbejder målrettet med at få efterforsket indbruddene, så tyvene kan blive fanget og dømt. Så sent som i går blev en 24-årig indbrudstyv varetægtsfængslet i fire uger, efter han blev taget på fersk gerning af en vaks borger i Randers.

"Borgerne er til stor hjælp i vores arbejde med at opklare indbrud. Vi kan mærke, at man er blevet bedre til at holde øje med hinandens huse, og vi får ofte tip om mistænkelige personer eller mistænkelig adfærd," fortæller Lennart Glerup.

De seneste år er antallet af indbrudsanmeldelser i Østjylland raslet ned.

dp

Publiceret 24 October 2018 06:58

SENESTE TV