Fra v.: Christian, valgt brugerrådsmedlem, Bente Helweg-Mikkelsen, leder af Rusmiddelcenter Syddjurs, Birthe Stensig Ipsen, behandler, Solvejg, valgt brugerrådsmedlem, Fanni, gæst og Claus, valgt brugerrådsmedlem, omkring mødebordet klar til møde i Brugerrådet. Foto: Lars Norman Thomsen

Fra v.: Christian, valgt brugerrådsmedlem, Bente Helweg-Mikkelsen, leder af Rusmiddelcenter Syddjurs, Birthe Stensig Ipsen, behandler, Solvejg, valgt brugerrådsmedlem, Fanni, gæst og Claus, valgt brugerrådsmedlem, omkring mødebordet klar til møde i Brugerrådet. Foto: Lars Norman Thomsen

Rusmiddelcentret lytter gerne til brugerne

Der står ingen steder i lovgivningen, at kommunale rusmiddelcentre skal have et brugerråd, men det anbefales og i Syddjurs har man valgt at gøre forsøget

Af
Lars Norman Thomsen

RØNDE Humøret er højt og stemningen fin omkring mødebordet på et større kontor på Hovedgaden 61-63 i Rønde, hvor Syddjurs Kommunes Rusmiddelcenter holder til i ret så umage omgivelser, der ikke ligefrem emmer af arkitektonisk storhed og kælen for detaljerne set udefra.

Lidt baggårdsagtigt er det første ord, der falder en på læben. I fordums dage lå der her et velbesøgt diskotek på matriklen, men det gik ind, da de nuværende unge på cirka 40 blev for gamle og afløst af en ny generation, der søgte andre jagtmarker tættere på storbyens puls.

Beliggenheden kan kollidere med borgernes ønske om anonymitet.

Men hvor der er husrum er der hjerterum, og denne hverdag er der højt belagt smørrebrød på bordet, kaffekanderne er fyldte, og der er slik til både dessert og forret.

Rusmiddelcentrets brugerråd har inviteret Lokalavisen på besøg for at fortælle lidt om rådets opgaver og det svære i at blive synlig overfor de andre brugere, der kommer på stedet. Det er første punkt på dagens dagsorden.

Alle omkring bordet bidrager til den muntre tone: Bente Helweg-Mikkelsen, 57, leder af Rusmiddelcenter Syddjurs siden starten af 2015, behandler Birthe Stensig Ipsen, 58, samt Christian, Claus og Solvejg, alle med i brugerrådet, og Fanni, der er dukket op for at få et indtryk af, hvad brugerrådet laver. Christian, Claus, Solvejg og Fanni har hver deres personlige historie, der er årsag til, at de kommer på Rusmiddelcentret og har brugt det til at få styr på et misbrug.

Rusmiddelcenter Syddjurs, der beskæftiger 14 ansatte (psykologer, pædagoger, socialrådgiver, lægekonsulent, sekretær) er et kommunalt gratis behandlingstilbud til borgere med rusmiddelproblemer samt pårørende. Det er organiseret under Social- og familieområdet.

Borgergruppen omfatter unge fra 12 til 18 år samt voksne fra 18 til 85 år.

Rusmiddelcentret har et tæt samarbejde med det kommunale jobcenter.

Centret tilbyder professionel behandling til alle, som ønsker hjælp til at ændre sine rusmiddelvaner, hvad enten det drejer sig om alkohol eller stoffer - eller begge dele i forening.

Behandlingen på Rusmiddelcenter Syddjurs består primært af samtaler, der kan suppleres med medicinsk behandling.

Medbestemmelse vigtigt

"På Rusmiddelcentret vægter vi medinddragelse og indflydelse meget højt, og det er da også derfor, at vi har arbejdet for at få valgt et brugerråd," siger Bente Helweg-Mikkelsen.

Brugerrådet er valgt for et år ad gangen. Formanden, der ikke er til stede, for to.

"Det er selvfølgelig svært at få et brugerråd til at fungere, fordi de borgere, der kommer her, jo hverken kender hinanden eller mødes ret tit," siger Birthe Stensig Ipsen.

Rundt omkring bordet nikkes der, men man mærker en vilje hos de fremmødte på trods af de vanskelige vilkår.

"Vi holder møder hver anden måned som udgangspunkt med en fast dagsorden," fortæller Christian.

På et af møderne aftalte Brugerrådet, at det var en god idé at være synlige med et telt og ens trøjer til 24 timers Stafet for Livet i Byparken i Rønde den første weekend i september.

"Selv om der ikke kom så mange ind i vores telt, så var det alligevel en succes, fordi det også krævede overvindelse fra vores side at stille op," husker Claus, der netop har haft sin sidste samtale på Rusmiddelcentret, men fortsat vil komme til Brugerrådets møder - i hvert fald frem til generalforsamlingen 3. december.

"Vi tager Brugerrådet alvorligt, og derfor er det også repræsenteret, når vi har ansættelsessamtaler," fortæller Bente Helweg-Mikkelsen.

"Ja, vi bliver også interviewet til Social Tilsyns Midts rapportering om stedet," supplerer Christian.

Han er klar til at tage en ny tørn, når der er Brugerrådsvalg på den kommende generalforsamling 3. december.

Claus og Solvejg overvejer lige nu, om de er det samme.

Uanset hvad, så vanker der god julemad til alle brugere, der dukker op til generalforsamlingen.

Publiceret 18 October 2018 08:00

SENESTE TV