Verdensmusik på en mandag aften i oktober

Pianist Thomas Clausen kommer og spiller på Kalø Højskole

KALØ Mandag aften er normalt ikke den aften i ugen, man kan få de store kunstneriske oplevelser. De fleste museer er lukkede, koncertsalene og spillestederne har kun sjældent tilbud på plakaten.

Men på Kalø Højskole mandag i efterårsferien - 15. oktober klokken 19.30 bliver det anderledes.

"Vi byder nemlig på intet mindre end Danmarks klart højest estimerede og tilmed en af verdens allerfineste og mest elegante og musikalsk set væsentligste pianister, nemlig mesteren selv Thomas Clausen," skriver Kalø Højskole i en pressemeddelelse og fortsætter:

"Thomas er en sjældent nysgerrig musiker. Han har som få formået at udnytte jazzens platform til at udforske andre musikalske stilarter. En af dem er brasiliansk folkemusik. Hans indfaldsvinkel var hans verdenskendte Brazilian Quartet, som vi for mange år siden havde fornøjelsen af at opleve på højskolen. Og hvilken aften. For de fleste af tilhørerne den gang var det en helt uforglemmelig oplevelse. Og mange spurgte bagefter, hvordan vi på Kalø var i stand til at skaffe et sådant verdensnavn hertil," skriver altså Kalø Højskole.

Stadig Brasilien

Denne gang er det ikke med Brazilian Quartet, Thomas Clausen kommer på besøg. Bandet eksisterer nemlig ikke længere.

Men det er stadig en koncert med brasiliansk klang og tone.

For sammen med Thomas Clausen kommer Carlos Malta - en brasiliansk fløjtenist og saxofonist.

"Vi vil opleve en samtale mellem de to instrumentalister, hvor de taler sammen og diskuterer på instrumenterne på en måde, som viser os, at den musikalske samtale åbner nye vinkler og nye perspektiver i vores musikalske forståelse. Og det i et genkendeligt tonesprog, hvor vi er fortrolige med både det melodiske, det harmoniske og det rytmiske i musikken," skriver Kalø Højskole.

Billetter kan bestilles på telefon 8637 1286 eller på mail@kalohojskole.dk.

Kapp

Publiceret 11 October 2018 12:53

SENESTE TV