Der er masser af landlig idyl og smukke omgivelser hos Skolen.com i Homå - men nu leverer en stribe forældre til tidligere elever grove anklager om skolens daglige drift.

Der er masser af landlig idyl og smukke omgivelser hos Skolen.com i Homå - men nu leverer en stribe forældre til tidligere elever grove anklager om skolens daglige drift. Pressebillede

Forældre anklager Skolen.com for hjernevask

Skolen i Homå er underlagt tilsyn af Undervisningsministeriet

Af
Søren Andersen

HOMÅ Kritikken mod Skolen.com, der ligger i dejlige, landlige omgivelser i Homå lige syd for Grenaa, for at være et skalkeskjul for meditation og et redskab for en religiøs sekt, er langt fra ny. Men nu er den også nået til Radio 24syv, som hævder, at en meditationsguru, der er gift med skolens leder, blander sig i dagligdagen på friskolen, som henter sine 60 elever fra det meste af Djursland.

Påstanden leveres af en række forældre til tidligere elever på skolen til Radio24syv. Og sammenblandingen karakteriseres som "dybt uetisk" af professor Niels Egelund.

Hjemmesiden Speramus, som sætter religiøse sekter i et kritisk lys, er nået frem til denne beskrivelse af Munach: "Munach er en sekt, der trives i bedste velgående i Homå i Norddjurs Kommune på Djursland. Sekten ledes af Jørgen Høher Ovesen, og kamuflerer sig under vendinger som undervisningssted for meditation. Privatskolen www.skolen.com drives af Jørgen Høhers hustru, Kristina Holt og alle undervisere er eliten af Munach. Kristina Holt udgiver sig for at være psykolog og henviser til Jørgen for enetimer, hvis børnene har "udfordringer"."

Speramus oplyser, at man har modtaget henvendelser om, at der foregår tydelige forsøg på at komme mellem børn og forældre. Samt tydelig opdigtede problemer hos børnene samtidig med at reelle problemer negligeres.

Ingen sammenhæng

Når forældre melder deres børn ind på Skolen.com, får de ellers at vide, at meditationscenteret Munach, der deler adresse med skolen og er ejet af skolelederens mand, ikke har noget med skolen at gøre.

Men det har den i høj grad i den virkelige verden, ifølge ti familier, Radio24syv har talt med.

"De hjernevasker os til at tro, at deres fremgangsmåder er de rigtige," siger Morten Adamsen, der har haft to børn på Skolen.com, til Radio24syv.

Når forældre oplever, at deres børn kommer bagud fagligt eller ikke trives på skolen, så er skolelederens løsning, at de skal have en meditations-session med Jørgen Høher, fortæller flere forældre til tidligere elever på Skolen.com til Radio24syv.

"Vi havde problemer med vores datter og spurgte ind til, om vi skulle tale med Familiehuset i Norddjurs Kommune. Men skolen sagde, det ikke var en god ide. Vi skulle i stedet have meditationer med Jørgen," fortæller Christine Storgaard, der har haft tre børn på skolen, til Radio24syv.

Hun oplevede det sådan, at skolen pressede familien til at bruge penge på meditations-sessions hos skolelederens mand Jørgen Høher, som flere af forældrene betragter som en form for meditationsguru.

Også Morten Adamsen har betalt tusindvis af kroner for meditations-sessions hos Munach på skolens opfordring:

"Det lugter meget af en pengemaskine," siger han til Radio24syv.

Blander sig i dagligdagen

Flere forældre fortæller til Radio24syv, hvordan skolelederens mand og meditationscenteret blander sig i dagligdagen på Skolen.com: "Vores børn blev diskuteret med Jørgen Høher uden vores samtykke. Vi opdagede, at Jørgen Høher havde skrevet til skolelederen, hvordan de ansatte skulle meditere med vores barn. De skulle meditere på, at hun var en forkælet lille prinsesse," fortæller Pil Maagaard, der har haft to børn på skolen.

Mette Mandix, der ligeledes har haft to børn på Skolen.com, fortæller om en episode, hvor Jørgen Høher havde mediteret med hendes dreng uden forældrenes samtykke:"Vores dreng var meget udadreagerende. En dag fik han et flip, og skolens løsning var at holde fast i ham og bære ham hjem til Jørgen Høher. Her tog de vist strømperne af ham – imens Jørgen mediterede overfor ham," fortæller hun til Radio24syv.

Helt urimeligt

Professor Niels Egelund tager afstand til den måde, skolen ifølge forældrene drives på: "Det er helt urimeligt, at man blander skole og meditationscenteret sammen. Det er dybt uetisk, hvis forældrene føler sig pressede til at tage meditationer. Jørgen Høher må slet ikke blandes ind i arbejdet med børnene," fortæller Niels Egelund, professor ved Danmarks Pædagogiske Universitet.

Undervisningsministeriet fører i øjeblikket tilsyn med Skolen.com, der har eksisteret siden 2009, fordi de har modtaget en række underretninger fra bekymrende forældre.

Skoleleder Kristina Holt har ikke ønsket at udtale sig, før ministeriet har afsluttet sin undersøgelse af skolen.

Publiceret 11 October 2018 11:28

SENESTE TV