Seriefodbold: Bundholdet Mørke IF slikker sårene på Anfield Road

Et halvt hold Mørkespillere er rejst til Liverpool for at se Premier League fodbold efter 5-2 nederlag til AC Norddjurs i Serie 3

Af
Martin Schultz

Mørke IF kæmper hårdt for point i bunden af rækken og måtte onsdag aften endnu engang gå tomhændet fra banen, da den udsatte kamp mod AC Norddjurs på kunstgræsbanen på Tirstrup Idrætsefterskole endte med et 5-2 nederlag til bundholdet fra Mørke IF.

Men selvom det ikke rigtigt kører for gutterne fra Mørke i Serie 3, så venter der store fodboldoplevelser forude, for grunden til at kampen mod AC Norddjurs blev flyttet var, at et halvt hold Mørke-spillere med træner Tonni Kristensen i spidsen skal på weekendtur til England for at se Liverpool FC spille mod Manchester City søndag kl. 17.30.

Det er Mørke IF’s træner Tonni Kristensen, som har taget initiativet til turen, som man i Mørke måske nok havde håbet kunne ske på en lidt mere opløftende baggrund end en bundplacering i Serie 3’s stærke Djurslandspulje med kun to point efter ti kampe.

”Vi er et halvt hold, der skal af sted. Jeg er stor en stor Liverpool fan og havde fået nogle billetter igennem en kammerat, som har fancards. Turen varer fra fredag til mandag, og vi skal se Liverpool FC spille mod Manchester City. Spillerne, som skal med, har aldrig været i England før, så det bliver en oplevelse for dem, og jeg regner selvfølgelig med, at de holder med Liverpool efter turen og ikke United, som de ellers holder med. Udover at se kampen skal vi på stadionrundvisning på Anfield og ud og se Evertons stadion. Og så håber vi at vejret er til at sejle en tur på Mersey floden. Ellers hedder det nok Mathew Street, hvor der kun er pubs,” fortæller Tonni Kristensen.

Mørke IF foran med 1-0 ved halvleg

Fra Premier League og kampen mellem Liverpool FC og Manchester City tager vi springet tilbage til den hjemlige Serie 3, hvor Mørke IF var stærkt opsat på at få revanche for de to nederlag med tenniscifre (6-0 og 6-1) mod AC Norddjurs i de to seneste kampe mellem de to oprykkerhold.

AC Norddjurs har fået væsentlig bedre bid i banen end kollegerne fra Mørke, for AC Norddjurs har efter friskt og målsøgende spil kæmpet sig til en placering i top tre lige efter topholdet Østdjurs 91.

For Mørke IF var det noget nær sidste udkald for at slippe væk fra bunden, og gæsterne pressede da også AC Norddjurs fra start. Mørke IF kom foran 1-0 efter godt 35 minutter efter at efter Simon Toft var alene med AC Norddjurs keeper Martin Nielsen, som reddede forsøget, men Morten Rasmussen fulgte op og scorede sikkert.

”I den periode havde vi mange chancer til at score 2-3 mål, men føj hvor vi brændte. Men vi spillede fint,” fortæller Tonni Kristensen.

”Ved halvleg kunne vi se tilbage på en god halvleg. og det kunne vi høre i AC Norddjurs-lejren, for jeg skal da lige hilse og sige, at Claus Koch satte dem på plads, og det hjalp desværre. Vi spillede med hovedet under armen i 2. halvleg. AC Norddjurs scorede efter to minutter til 1-1, og igen efter 58 minutter, hvor vi både var fire om en og otte mod tre i overtal, så det var da ufatteligt, at vi ikke vandt de dueller.”

Mørkes midterforsvar slog op i banen

De sidste 10 minutter kom der ifølge Tonni Kristensen igen gang i målscoringen.

”Vi fik scoret lige efter de havde scoret til 3-1 på et flot mål, hvor Asker Skytte vippede bolden over deres forsvarsspiller og lagde bolden på tværs til Lau Olsen, som bankede den op under overliggeren til 3-2. Men vi virkede totalt færdige og AC Norddjurs scorede til 4-2. Ved målet til 5-2 var vi ikke mindre end fem mand foran Malthe Engelund, som fik plads til at skyde uden at nogen gik til ham,” siger Tonni Kristensen

”Jeg var super tilfreds med de første 45 minutter, men er skuffet over vores midterforsvar, som virkede tunge og trætte og slog op i banen i 2. halvleg. Vi får nu en lille pause til at lade op til næste kamp. Selvom der skal ske et mirakel for at vi bliver i Serie 3, går vi ud til kampene for at vinde,” slutter Tonni Kristensen

Kampens spiller på Mørke IF’s hold blev både Payam Morten og Hjalte Thomassen, som ifølge træneren virkelig kæmpede som mænd. Fidusen gik til Nicolai Thunbo, som er startet igen og spillede koldt og roligt som højreback, men kun kunne holde til en halvleg.

Det er ikke lykkedes at få en kommentar til kampen fra AC Norddjurs’ træner Claus Koch.

Kampfakta:

Serie 3, Pulje 35

AC Norddjurs - Mørke IF 5 - 2 (0 - 1)

Onsdag 3. Oktober kl. 19.00 på Tirstrup Efterskole

Målscorere:

0 - 1 Morten Lykke Rasmussen (35. min.)

1 - 1 Kasper Schmidt Jørgensen (47. min.)

2 - 1 Kasper Schmidt Jørgensen (58. min.)

3 - 1 Søren Thode Fogh (83. min.)

3 - 2 Lau Olsen (84. min.)

4 - 2 Søren Thode Fogh (88. min.)

5 - 2 Malthe Engelund (91. min.)

Publiceret 06 October 2018 15:57

SENESTE TV