Lars Madsen er vendt tilbage til sin gamle branche. Fra kontoret i Østerbrogade i Grenaa skal han formidle salg/udlejning af erhvervsejendomme, - bygninger og -lokaler på Djursland. Foto: Lars Norman Thomsen

Lars Madsen er vendt tilbage til sin gamle branche. Fra kontoret i Østerbrogade i Grenaa skal han formidle salg/udlejning af erhvervsejendomme, - bygninger og -lokaler på Djursland. Foto: Lars Norman Thomsen

Spritny dynamo for salg af erhvervsejendomme

Lars Madsen, Ejendomsmæglerfirmaet John Frandsen A/S, er ansat til at formidle salg og udlejning af erhvervsejendomme på hele Djursland

Af
Lars Norman Thomsen

Leder du efter erhvervsejendomme til salg? Har du erhvervslokaler, -kontorer eller -bygninger til salg eller leje?

Så vil Lars Madsen, Ejendomsmæglerfirmaet John Frandsen A/S, gerne være formidleren. Han startede 1. april 2018 som leder af firmaets erhvervsdel med kontorlokalerne på Østerbrogade i Grenaa som base.

"Jeg er ansat til at tage fat i markedet for erhvervsejendomme og erhvervsbygninger, store og små, og være med at hjælpe til med, at skabe mere dynamik på netop dette område," siger Lars Madsen.

"Samtidig skal jeg naturligvis også gøre en indsats for ganske almindeligt salg af boliger," understreger han over en kop kaffe i kontorlokalerne i Grenaa.

Back to business

Lars Madsen er tilbage i den branche, som han forlod, da han sammen med broderen Søren Madsen overtog familievirksomheden SM Autolakering i Grenaa i 2001.

Efter salget af SM Autolakering ved udgangen af februar 2018 havde Lars Madsen et erklæret ønske om at vende tilbage til sin tidligere metier.

"Jeg har bestemt ikke fortrudt, at jeg er tilbage, og jeg har mødt masser af lydhørhed i firmaet, da jeg selv var med til at foreslå, at jeg kunne se mig selv gøre en særlig indsats ved erhvervsdelen," siger Lars Madsen.

Tomme erhvervslokaler

Lars Madsen ser sig selv som formidler for interesserede købere og sælgere.

"Der er faktisk et pænt stort marked på hele Djursland for erhvervsejendomme og erhvervsbygninger. Jeg er meget interesseret i at høre fra ejere af tomme bygninger, som med fordel kan huse en erhvervsvirksomhed. Min rolle bliver som oftest at formidle en aftale mellem en interesseret ejer og en mulig køber eller lejer," siger Lars Madsen.

I øjeblikket har han 12-14 aktuelle emner i sin pipeline (støbeské).

"De spreder sig fra Ebeltoft til flere her i Grenaa og til Auning," fortæller han.

"Jeg fornemmer en større optimisme og dynamik i erhvervslivet generelt. Folk tør noget mere, også her i Grenaa, og denne udvikling er det min opgave bl.a. at være med til at understøtte."

Lars Madsens formidlerrolle omfatter også råd og dåd ved generationsskifter, for eksempel i handelslivet.

Fra bank til ejendomme

Lars Madsen startede sin erhvervskarriere i de helt unge år i den danske bankverden. Han er årgang 1961.

Han er således udlært i den daværende Handelsbanken i Ebeltoft i 1981 og nåede også at runde Bikuben i Grenaa som fuldmægtig, før han i 1986 blev ansat som vurderingsmand/byggesagkyndig i BRF kredit med kontor i Grenaa og med Grenaa, Nørre Djurs, Ebeltoft, Rønde og Rosenholm som ansvarsområder.

I 1988 startede han som Regionschef i ejendomsmæglerkæden Realgruppen, og inden han overtog SM Autolakering A/S i 2001, var han i en periode Key Account Manager i BRF Kredit med salgsansvar for BRF Kredit lån gennem EDC Mæglerne.

Publiceret 04 October 2018 20:00