Solen kommer tilbage: Så varmt bliver det på Djursland

DMI lover sommerlige varmegrader tirsdag henover Djursland

Af
Jonas Wrede Hansen

Regnfrakkerne og paraplyerne kan godt gemmes væk igen. I hvert fald for en stund. For tirsdag bliver nærmest en sommerlig dag på Djursland, fremgår det af DMI's vejrudsigt. Ifølge den kan man forvente op til 25 grader med tørt og solrigt vejr.

Dermed kan tirsdag ende med at blive endnu en sommerdag, selvom kalenderen officielt siger efterår. En meteorologisk sommerdag er nemlig defineret ved, at der måles over 25,0 grader ved mindst en af DMI's officielle målestationer. Ifølge TV2 er det allerede sket 71 gange i år, og tirsdag kan dermed blive næste i rækken.

På Djursland topper varmen mellem klokken 15 og 18, hvor temperaturen kan ramme 25 grader.

I aften kan det ifølge DMI blive skyet, og der kommer måske også lidt regn, men hvis ellers resten af vejrudsigten holder, er der en flot tirsdag i vente.

Publiceret 18 September 2018 07:34

SENESTE TV