Grenaa IFs Rasmus Møller var igen kampafgørende for sit hold, der holder fast i topplacering i Serie 2. Foto: Young Work Productions

Grenaa IFs Rasmus Møller var igen kampafgørende for sit hold, der holder fast i topplacering i Serie 2. Foto: Young Work Productions

Seriefodbold: Stærk Rasmus Møller dobbelt målscorer i storsejr til Grenaa IF

Grenaa IF holder med 5-1 sejr ude over Lystrup IF førstepladsen i Serie 2. Nye unge spillere gjorde det godt på det rutinerede hold

Af
Martin Schultz

Grenaa IF ligger fortsat i spidsen for Serie 2, men har Hadsten SK lige i hælene, som har spillet en kamp mindre og i bedste fald kan komme a point med Gary Taylors tropper.

Det kunne Lystrup IF ikke lave om på lørdag eftermiddag på Lystrup Idrætsanlæg, for Grenaa IF var dominerende over det meste af kampen og vandt sikkert med 5-1 efter 2-0 ved pausen.

”Det var en underlig kamp, for efter 20 sekunder kunne vi være kommet bagud, da Lystrup IF ramte stolpen og sendte riposten lige ved siden af mål. Så blev vi da vækket og kom i gang,” fortæller Grenaa IF’s cheftræner Gary Taylor.

”Det var som om Lystrup IF ville overraske os, fordi de nærmest overfaldt og pressede os i starten. Men efter de første ti minutter var de ikke farlige længere, og da vi efter små tyve minutter fik scoret ved Kasper Rygaard Andersen, så var det sat på plads, og derefter kørte kampen på vores præmisser. Vi kan ikke klage. Det var ikke så kønt, men vi vandt 5-1,” siger Gary Taylor.

Kom foran på en kanonkugle af et skud

Grenaa IF havde ikke de sædvanlige spillere fra FC Djurslands trup til rådighed, for Danmarksserieholdet var ramt af flere skader, og det gav spilletid hos FC Djursland til flere af de spillere, som i de seneste kampe har spillet for Grenaa IF. Der var i lørdagens kamp mod AaB i Danmarksserien debut til de unge spillere Gustav Friis Overgaard og Jens Chr. Sørensen og et indhop til den bænkede kaptajn Rasmus Brasch.

Til gengæld havde Gary Taylor fået hjælp fra U19 spillerne Oliver Hjortshøj Jacobsen

og Christoffer Føns Bendix, samtidig med at der var debut til angriberen Grace Adieu Sibomana, som er elev på Brazil fodboldlinjen og er med i Grenaa IF’s trup. Desuden spillede Christian Rytter Fløjborg fra Danmarksserietruppen med på Grenaa IF’s hold.

Efter hjemmeholdets forsøg med overfaldsfodbold de første ti minutter fik Grenaa IF hurtigt styr på spillet, og efter små tyve minutter kom holdet foran, da Kasper Rygaard Andersen fra sin backposition strøg frem i højre side og trak ind i banen, inden han sendte bolden af sted som en kanonkugle op i det lange hjørne.

Lystrup IF stod langt tilbage i en kompakt opstilling, men det splittede en velspillende Rasmus Møller ad, da han i feltet driblede sig fri til skud og scorede til 2-0.

”Det var gennem 1. halvleg bare et spørgsmål om tid inden vi scorede til 2-0, og vi havde fuldstændig styr på det,” siger Gary Taylor.

Ja tak til en gratis chance

Med 2-0 ved halvleg gik Grenaa IF ud for at fortsatte sit spil, og for gerne at spille lidt hurtigere.

Ti minutter ind i 2. halvleg kom Lystrup IF for alvor ned i sækken, da Grenaa IF fik en gratis chance og sagde ja tak til tilbuddet.

”Lystrup IF spillede en tilbagelægning forbi deres målmand, og så løb Mathias Westmark Hansen bolden op og scorede til 3-0. Spillet foregik på vores præmisser, og Lystrup IF så mest ud til at være interesseret i at begrænse nederlaget,” fortæller Gary Taylor.

Rasmus Møller blev dobbelt målscorer et par minutter senere, da han fik fat i en aflevering på Lystrup IF’s banehalvdel, vendte rundt og tog et træk, inden han sparkede bolden op i hjørnet med et rigtig flot skud.

En reducering fra Lystrup IF forstyrrede ikke Grenaa IF’s målmaskine, og med godt tyve minutter tilbage sendte Christian Rytter Fløjborg et præcist indlæg ind i feltet til kantspilleren Grace Adieu Sibomanas hovede, som dermed blev målscorer i sin debutkamp for Grenaa IF i Serie 2.

”Vi kunne have scoret et par mål mere, men resten af kampen stod den på cruise control. Lystrup IF fik desuden et direkte rødt kort for at spark i lægen på Simons Sørensen efter at bolden var væk,” fortæller Gary Taylor.

Kampens spiller blev Rasmus Møller, som ifølge Gary Taylor spillede en ekstremt godt kamp og scorede to mål. Men der var også ros til de tre unge spillere Oliver Hjortshøj Jacobsen, Christoffer Føns Bendix og Grace Adieu Sibomana.

Næste kamp for topholdet Grenaa IF er på lørdag på udebane mod Hammel GF.

Kampfakta:

Serie 2, Pulje 17

Lystrup IF - Grenaa IF 1 - 5 (0 - 2)

Lørdag 15. september kl. 13.00 på Lyseng Idrætsanlæg

Målscorere:

0 - 1 Kasper Rygaard Andersen (19. min.)

0 - 2 Rasmus Møller (42. min.)

0 - 3 Martin Westmark Hansen (54. min.)

0 - 4 Rasmus Møller (58. min.)

1 - 4 Lystrup IF (61. min.)

1 - 5 Grace Adieu Sibomana (68. min.)

Publiceret 18 September 2018 18:10

SENESTE TV