Svømmer Danmark rundt: Djursland sidste jyske stop inden Sjælland

Lars Simonsen svømmer rundt om hele Danmark. I september har han svømmet om Djursland og gjorde stop i et af Kattegatcentrets bassiner

Af
Stine Østergaard

Video: Kattegatcentret

SWIM DENMARK Lars Simonsen fra Sydfyn har siden 3. september været på Djursland. Eller er måske så meget sagt, for han har brug mange af timerne i vandet uden for de djurske kyster.

I går stoppede han ved Grenaa havn og sluttede dagen af med et dyk i et af Kattegatcentrets 11 grader kolde bassiner med fisk, Oceanariet. En sjov indskydelse han fik, da han svømmede forbi først på eftermiddagen.

I dag er han også i vandet og svømmer de næste dage mod Øer. Her fra skal han tage det lange stræk til Sjællands Odde. En tur på 36 kilometer, som kræver de helt rigtige vejrforhold.

Svømmer rundt om landet

Kattegat er langt fra det første farvand, som Lars Simonsen på 42 har svømmet i. Han startede sin rejse ved Vadehavet på vestkysten ved den dansk-tyske grænse og har svømmet kysten rundt gennem Vesterhavet, over Grenen og har altså nu også svømmet det meste af 'Danmarks næse' rundt.

"Det er eventyret, der driver lysten. Der er ikke nogen, der har prøvet det før. Og mange spurgte også 'kan man det?'", siger Lars Simonsen, der i december fik idéen til at svømme rundt om hele Danmark.

Og det kan man altså....åbenbart, for nu er han over halvvejs og har været cirka tre måneder undervejs, hvor han har tilbagelagt næsten 700 kilometer. Det værste er overstået, og nu er han helt sikker på, han kommer i mål.

"Der er ikke sat nogen slutdato på, for det er et meget uvist projekt. Jeg vidste jo ikke engang selv, om det kunne lade sig gøre, da jeg startede. Mange sagde, at det ville være umuligt. Det er også det, der gør det så sjovt."

Lars Simonsen svømmer tre til seks timer om dagen, men har ind i mellem også tid til en pause på stranden med sin mor for at nyde de smukke landskaber. Det længste stræk har været på 18 km, mens det ved det vilde Vesterhav mange dage ikke blev til mere end et par kilometer om dagen. Foto: Sine Østergaard

Lars Simonsen svømmer tre til seks timer om dagen, men har ind i mellem også tid til en pause på stranden med sin mor for at nyde de smukke landskaber. Det længste stræk har været på 18 km, mens det ved det vilde Vesterhav mange dage ikke blev til mere end et par kilometer om dagen. Foto: Sine Østergaard

Eventyrlysten familie

Eventyrlysten har altid haft fat i Lars Simonsen. Med familien der tæller en kone og to børn på fem og syv år har han blandt andet rejst rundt på cykel i Australien og i kajak fra København til Istanbul.

"Så eventyr lægger til højrebenet," konstaterer han grinende.

Alle rejserne og eventyrene har foregået med familien. Det er det vigtigste. Det gør det her Danmark-rundt-i-våddragt-eventyr også. Han har nemlig sin mor og far med som faste følgesvende.

"Min mor er altså 67, og hun har gået 400-500 km på stranden og fulgt mig rundt. Det var meningen, hun skulle sejle i kajak med rundt, men da vi kom til Vesterhavet blev det for svært. Så kom min far også med," fortæller Lars Simonsen.

Eventyr – nu i Danmark

Men alle eventyrene har hidtil foregået i udlandet, og han har derfor grublet flere år på at kunne opleve et eventyr på samme måde i Danmark. Det skal helst være noget, som ingen andre har gjort før - det er en gennemført tanke, hver gang han og familien drager på eventyr.

Da idéen kom, havde Lars Simonsen ingen forudsætninger for at svømme de cirka 10 kilometer om dagen, som han gør. Ikke andet end den svømmeundervisning, man har i folkeskolen, så i januar begyndte han de første par svømmelektioner, og i juni var første dag på svømmeeventyret 'Swim Denmark'.

Han bor for det meste i telt og forældrene i campingvogn, men på Djursland har han også været budt indenfor på Fornæs Fyr af ejerne Anne og Bjarne.

"Selvom jeg føler mig godt hjemme i telt, så var det dejligt med en nat i en rigtig seng. De tilbød mig også at sove i fyret – for hvornår får man nogensinde muligheden igen for at sove i et fyr? Det fortryder jeg rigtig meget nu, at jeg ikke sagde ja tak til. Men de var så søde, så mon ikke, jeg kan få lov at komme igen," siger Lars Simonsen.

Man kan se mere om Lars Simonsens eventyr på familiens hjemmeside og se, hvor han svømmer på siden her, som opdateres hvert tiende minut.

Publiceret 13 September 2018 15:42

SENESTE TV