Gustav Bielefeldt (th), der her ses under valgkampen sammen med Alternativets Mette Foged, nuværende byrådsmedlem, betoner meget stærkt Konservative Syddjurs' grønne profil. Foto: Lars Norman Thomsen

Gustav Bielefeldt (th), der her ses under valgkampen sammen med Alternativets Mette Foged, nuværende byrådsmedlem, betoner meget stærkt Konservative Syddjurs' grønne profil. Foto: Lars Norman Thomsen

Konservative Syddjurs er ikke helt i mål endnu

Lokalformand Gustav Bielefeldt glæder sig dog over, at der er kommet tre U18 medlemmer til i løbet af 2018

Af
Lars Norman Thomsen

LOKALPOLITIK Gustav Bielefeldt var klar i spyttet, da han i januar blev valgt som formand for Konservative Syddjurs. Bielefeldts ambitioner var til andet og mere end en årlig generalforsamling med to kopper halvlunken kaffe med blødt brød til og en avec.

Han formulerede umiddelbart efter generalforsamlingen en række målsætninger, som den samlede bestyrelse skulle medvirke til at opfylde frem til næste generalforsamling.

For at sikre fornyelsen i lokalafdelingen sagde Gustav Bielefeldt til bestyrelsen, at den hvert år skal medvirke til at skaffe fem nye, lokale unge til partiet.

“Jeg vil have, at vi konsekvent arbejder med en U18-politik, så vi på denne måde sikrer fornyelsen, et glidende generationsskifte og får unge mennesker gjort mere interesseret i politik," lød det fra Bielefeldt til Lokalavisen.

- Der er er fire måneder tilbage af året. Hvordan går det så med at skaffe unge medlemmer til Konservative Syddjurs?

"Du spørger mig, om vi er i mål med vores målsætning. Det kan jeg sige dig, det er vi ikke. Vi har dog øget antallet af U18 medlemmer med 3," siger Gustav Bielefeldt.

Flittige på besøgsfronten

En anden af Lokalformandens målsætninger lød på, at bestyrelsesmøderne skulle flyttes ud i lokalområderne.

"Hvert kvartal kommer vores bestyrelsesmøder til at foregå efter en fast skabelon med et eftermiddagsbesøg på en institution eller virksomhed inden selve bestyrelsesmødet,” forklarede Gustav Bielefeldt til Lokalavisen.

"Vi har til dato besøgt 8 institutioner med videre. Jeg vil, belært af erfaring, undlade at nævne hvilke, men to skoler, tre produktionsvirksomheder, to fødevareproducenter og en tøjforretning har haft besøg."

Pape på besøg

"Jeg er glad for at tage rundt og høre på, hvad folk beretter. Samstemmende siger de, at der er langt fra 'borger til byråd'. Det vil vi hjælpe til med at gøre op med."

Gustav Bielefeldts partiformand, justitsminister Søren Pape, var forleden et smut forbi Syddjurs for at møde lokalformanden.

Årsagen var, at Bielefeldt havde været ude med riven efter partiformanden i et læserbrev på syddjurs.lokalavisen.dk, fordi denne havde nedtonet Det Konservative Folkepartis ambitioner om at være den grønne stemme i regeringen.

"Konservative Syddjurs vil arbejde intensivt for yderligere fokus herpå, og ingen i Syddjurs skal tvivle på, at Det Konservative Folkeparti stadig er den grønne borgerlige stemme - i hvert fald her i Syddjurs," skrev Gustav Bielefeldt bl.a. i sit læserindlæg.

"Søren Pape kontaktede mig, og vi mødtes. Jeg gjorde rede for mine synspunkter, og mere vil jeg ikke fortælle. Jeg betragter samtalen som fortrolig," siger Gustav Bielefeldt, der slår fast, at der er ikke ændret på, at Konservative Syddjurs "er den borgerlige grønne stemme."

Gustav Bielefeldt siger det ikke direkte, men det er nok ikke forkert at påstå, at han ikke har høje tanker om Venstre, når det gælder miljøet. Det er et politikområde, hvor de to partier ser meget forskelligt på tingene, hvis man spørger lokalformanden for Konservative Syddjurs.

Publiceret 13 September 2018 19:00

SENESTE TV