Pressefoto

Djursland Bank i Risskov bliver dobbelt så stor

Stor aktivitet på både privat- og erhvervsområdet har skabt behov for mere plads i Djurslands Banks største afdeling i Aarhus-området

Risskov får snart en stor bank. Byggepladsen ved siden af Djurslands Banks karakteristiske bygning på Nordre Strandvej vidner om, at der snart skal ske noget. Og det skal der da også, oplyser banken i en pressemeddelelse.

"Vi er i gang med at udvide bankens lokaler her i Risskov. Vi har længe manglet plads, så da vi fik muligheden for at overtage cykelhandler Nehans grund her på Nordre Strandvej, så slog vi til," fortæller områdedirektør Peter Bredal, som ud over at være daglig leder for bankens afdeling i Risskov også har ansvaret for Djurslands Banks aktiviteter i hele Aarhus-området, som tæller ni afdelinger inklusive en erhvervsafdeling.

Det er et stigende antal kunder og flere medarbejdere, som har ført til, at Djurslands Bank nu udvider i Risskov til det dobbelte areal.

Større fokus på erhvervskunder

Den store vækst i Djurslands Bank skyldes til dels, at mange af bankens kunder henviser venner og bekendte til Djurslands Bank, men også at erhvervsvirksomheder i Aarhus-området har fået øjnene op for Djurslands Bank som et alternativ til de større bankers erhvervsafdelinger.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Sådan kommer det færdige resultat til at se ud.

Sådan kommer det færdige resultat til at se ud. Visualisering: Spot Architecture

"Vi har fået opbygget en rigtig god erhvervsafdeling med kompetente og lokalkendte rådgivere. Lokalkendskabet i Aarhus er utroligt vigtigt for os, og det gør netop, at vi nemt får skabt et tillidsforhold mellem kunde og rådgiver – et tillidsforhold, som kan udmønte sig i, at vi hurtigere kan bevillige fx lån til projekter, som andre ville sige nej til. Fordi vi kender kunden og kender det område eller den bydel, som kunden har sin virksomhed i," fortsætter Peter Bredal ipressemeddelelsen.

Aarhusianske arkitekter har tegnet

Det er Aarhus-arkitekterne, SPOT architecture, der har slået stregerne til udvidelsen, som kommer til at ligge i forlængelse af Djurslands Banks eksisterende lokaler på Nordre Strandvej.

"Det var vigtigt for os at skabe en rød tråd til den eksisterende bankbygning og dermed flette nyt og gammelt sammen på en æstetisk og indbydende måde. Vi har forsøgt at finde en god balance med en nutidig og storslået bygning, som samtidig skal passe ind i området på Nordre Strandvej, hvor der også er mange parcelhuse," siger arkitekt MAA fra SPOT architecture, Torben Kjær, i pressemeddelelsen.

Peter Bredal forventer at kunne byde kunderne indenfor i de helt nye rammer til foråret 2019.

"Vores nuværende bygning bliver heldigvis ikke berørt før til foråret, hvor den skal kobles sammen med det nye. Indtil da tager vi imod kunderne som hidtil og tilbyder som altid nem parkering lige ved banken," lyder det fra områdedirektøren

Djurslands Bank markerer indflytningen i de nye lokaler med en stor åbningsfest til foråret.

jwh

Publiceret 03 September 2018 10:29