"Vi mangler en letbane og en politiker"

Protestsang og protestråb fra Børneby Mølle ved rådhuset i Grenaa før økonomiudvalgsmøde

Af
Søren Andersen

GRENAA "At være Møllebarn - det er et lækkert liv".

Ordene lød til den gamle Kattejammerrock-melodi - såmænd også med både hvæs og riv - da børn, forældre og medarbejdere fra Børneby Mølle - onsdag middag i anledning af skolens demokratidag - uhyre godt timet af skolen og den støtteforening, må man sige - gik i protesttog til Grenaa Rådhus, hvor Norddjurs Kommunes økonomiudvalg var samlet for at tage stilling til et massivt besparelseskatalog til budget 2019. Og hvor et af forslagene går ud på at lukke Børneby Mølle, der var kommunens første børneby.

Så ordene lød igen og igen taktfast til borgmester Jan Petersen, S: "Jan P., Jan P., Jan P. - lad det ikke ske. Bag borgmesteren så man flere af de i alt ni økonomiudvalgsmedlemmer, der umiddelbart efter samledes for at løse en uhyre vanskelig opgave - at finde besparelser for så mange millioner kroner, at det med garanti vil komme til at gøre ondt. 115 millioner kroner om året fjerner man ikke bare lige med et snuptag.

Bannere med budskaber signalerede kærlighed til Børneby Mølle - og advarede politikerne mod at tage et så drastisk skridt.

Rører ved det sværeste

"Jeg ved godt, at vi med det her er ude at røre ved noget af det sværeste - nemlig jeres skole, så det er helt logisk, at I giver lyd fra jer, men inde på rådhuset har vi altså en kassebog, som vi har meget svært ved at få til at stemme," sagde Jan Petersen.

Han forklarede, at efter økonomiudvalgets møde, indledes en høringsrunde, hvor der bliver rig lejlighed til at komme med de argumenter, som måske kan overbevise politikerne om, at de er på gale veje.

Beskeden var ikke til at tage fejl af, da Børneby Mølle onsdag gjorde opmærksom på deres store utilfreds med forslaget om en lukning.

Beskeden var ikke til at tage fejl af, da Børneby Mølle onsdag gjorde opmærksom på deres store utilfreds med forslaget om en lukning. Foto: Søren Andersen

"Jeg er også klar til at stille op hos jer, hvis I gerne vil have det, men vi kommer ikke uden om, at det er mange penge, vi mangler," sagde Jan Petersen.

Hvorefter der fra forsamlingen hurtigt blev kvitteret: "Så gør dog noget fornuftigt."

Hvorfor skal vi så lukkes?

"Ingen stiller spørgsmålstegn ved, at I har en god skole - en fantastisk skole faktisk," sagde borgmesteren så.

"Hvorfor skal vi så lukkes," lød replikken - som fik lov at hænge i luften, indtil formanden for Børn og Unge-udvalget, SF'eren Mads Nikolajsen fortalte om sin store ærgrelse over, at der skal lukkes en børneby i Norddjurs.

"For vi har kun gode børnebyer i kommunen," sagde han, inden børnene sang videre.

For formand Christian Breinholt og den øvrige skolebestyrelse i Børneby Mølle kom det som et chok, da man mandag aften kunne læse dagsordenen til onsdagens økonomiudvalgsmøde - og så, at man foreslår lukningen i Ålsø. Akkurat på et tidspunkt, hvor fristen om at etablere en friskole lige netop er overskredet. Sådan fungerer demokratiet også.

Lyngby har en politiker

"Vi mangler en letbane og en politiker til at slås for os i vores område. Vi har ikke en Kasper Bjerregaard som de har i Lyngby," siger Christian Breinholt - og henviser til den kendsgerning, at Venstres Kasper Bjerregaard bor her, og at flere politikere tror, at den kommende letbane vil få Lyngby og Trustrup til at udvikle sig til en slags Metropol - men med Børneby Toubro som den klart mest udfordrede i hele Norddjurs. Med faldende elevtal, så man har talt om elevflugt og massiv interesse for at sende sine børn i skole i Rosmus - i nabokommunen Syddjurs.

Han henviser til, at Børneby Mølle siden 2015 har oplevet fremgang i elevtal.

"Nu vil vi efterfølgende læse referatet fra økonomiudvalgsmødet grundigt. Vi er parate med høringssvar, for vi er ikke blinde for, at der skal spares, selv om det kom bag på os, at 40,6 ud af de 115 millioner kroner skal spares på børn og unge. Det skriger til himlen efter min mening," siger Christian Breinholt.

Han har selv tre drenge på skolen, som faktisk første gang var lukningstruet - da den hed Mølleskolen - tilbage i 2002.

"Mine drenge har faktisk allerede spurgt mig, hvem jeg tror de kommer til at gå i klasse med. Det er jo sådan noget, der sker, når man splitter et skoleområde op," siger Christian Breinholt.

En forælder, Per Lykke Andersen, vil gerne se dokumentation for, at man reelt sparer penge ved at flytte rundt på skolebørnene - og andre peger på, at især børn med særlige behov har gode rammer i Børneby Mølle - og frygter, at de ikke får det på en større skole.

Publiceret 22 August 2018 16:04

SENESTE TV