Kristian Kaagh (tv) og Morten Bruun kom begge på scoringstavlen i pokalkampen mod Vatanspor. Arkivfoto: Young Work Productions

Kristian Kaagh (tv) og Morten Bruun kom begge på scoringstavlen i pokalkampen mod Vatanspor. Arkivfoto: Young Work Productions

Pokalfodbold: FC Djursland tankede selvtillid med pokalsejr over Vatanspor

FC Djurslands spillere fik et boost i troen på egne evner inden lørdagens turneringskamp mod Lystrup IF, da Vatanspor onsdag aften blev slået med 3-1 i Grenaa på mål af Kristian Kaagh, Jamil Faizi og Morten Bruun

Af
Martin Schultz

Med en sejr på 3-1 over Vatanspor i pokalkampen onsdag aften på hjemmebanen HSM Arena i Grenaa fik FC Djurslands oprykkere ikke blot sikret sig adgang til 2. runde af hovedturnertingen i DBU’s pokalturnering Sydbank Pokalen, men også tanket selvtillid inden lørdagens opgør mod Lystrup IF på udebane.

”Det var en kamp, hvor begge hold eksperimenterede med deres opstilling ud fra det koncept, at turneringen trods alt er det vigtigste,” siger assistenttræner i FC Djursland Nicolaj R. Poulsen.

FC Djursland lod nogle af de spillere, som fik fuld tid i lørdagens kamp mod IF Lyseng, sidde på bænken eller gøre indhop, og gav debut til Rasmus Cramer, som er kommet til fra Lystrup IF, og en re-debut til Nichlas ”Høffe” Høpfner Hansen fra moderklubben Østdjurs 91, som tidligere har spillet for FC Djursland.

Vatanspor spiller i samme pulje i Danmarksserien som FC Djursland, og kampen blev derfor en kærkommen anledning til at prøve niveauet hos oprykkerne af imod et etableret Danmarksseriehold, som med mange indvandrerspillere på holdet er kendt som et rutineret og teknisk dygtigt fodboldhold.

”Vi brugte kampen til at få alle spillere i gang, og det er klart, at sejren gav os selvtillid inden kampen mod Lystrup IF på lørdag. Det giver spillerne troen på, at vi godt kan. Vi er kommet et step op, men fik igen demonstreret, at fejl bliver straffet,” siger Nicolaj R. Poulsen.

Med sejren over Vatanspor er FC Djursland klar til 2. runde af hovedturneringen Sydbank Pokalen med mulighed for at trække en attraktiv modstander fra de højere divisioner.

Et flot mål på et tjip af Kristian Kaagh

Vatanspor kom til Grenaa med den store og fysisk stærke angriber Khaled Paikar med mange divisionskampe i benene i front.

Khaled Paikar er en god bekendt af FC Djurslands cheftræner Robert Sørensen, som i flere sæsoner har træner Paikar i Aarhus Fremad, så FC Djursland var advaret imod den store angriber.

”Vi bragte ikke energi nok ind i 1. halvleg og gjorde det for nemt for Vatanspor,” siger Nicolaj R. Poulsen.

I det 26. minut var Jeppe Juhl Jensen i midterforsvaret og Nichlas ”Høffe” Høpfner Hansen på den defensive midtbane ved en lang bold fremad ikke dygtige nok til at afvise Khaled Paikar, og den store angriber brugte sin fysik og fik kæmpet sig igennem til en scoring til 1-0 til Vatanspor.

Stillingen holdt halvlegen ud, men i 2. halvleg fik hjemmeholdet lagt mere tryk på modstanderen.

”Vi tog Nichlas ”Høffe” Høpfner Hansen ud i pausen efter en udmærket præstation og satte Nicolaj Jarsmer ind og gik over til en 4-4-2 opstilling for at sætte mere tryk på offensiven.”

Udligningen kom i det 59. minut ved Kristian Kaagh på et fremragende mål, hvor FC Djurslands store offensivsspiller i en omstilling tog bolden til sig og så, at Vatanspors målmand var kommet for langt ud af sit mål.

”Kristian Kaagh sparkede dybt i bolden og tjippede bolden over målmanden til 1-1,” fortæller Nicolaj R. Poulsen.

Og FC Djursland fortsatte det gode spil og kom foran 2-1 i det 71. minut, da Jamil Faizi stak af fra forsvaret på en lang aflevering, inden indskiftede 75. minut Casper Stylsvig Bæksted

efter et flot opspil spillede bolden til Jamil Faizi, som spillede Morten Bruun fri i dybden til kampens sidste scoring til 3-1.

I det 78. minut ramte Morten Bruun desuden stolpen.

Dagsformen bliver afgørende mod Lystrup IF

”Vi fik skabt chancer og vi fik scoret mål, men vi skal stadig forbedre os,” siger assistenttræner Nicolaj R. Poulsen som optakt til lørdagens opgør kl. 13.00 mod Lysterup IF på udebane.

Begge hold fik en hård medfart i turneringspremieren.

Oprykkerne fra FC Djursland kom på hjemmebanen i Grenaa i menneskehænder mod nedrykkerne fra 2. Division IF Lyseng og tabte med 4-1, mens Lystrup IF i Nordjylland blev kørt over af Nørresundby FB med 7-0.

”Lystrup IF reddede livet i Danmarksserien efter en playoffkamp mod Sønderborg, men har mistet flere stamspillere op til denne sæson. I kampen mod Nørresundby FB måtte holdets anfører Mark Mikkelsen gå ud med en skade efter 18 minutter ved stillingen 0-0,” fortæller Nicolaj R. Poulsen.

”Vi forventer, at det bliver kampformen på dagen, som bliver afgørende for, hvem der tager sejren på lørdag. Vi er et nyoprykket hold, og i de langt de fleste kampe vil vi være underdogs, når vi stiller op over for etablerede Danmarksseriehold. Men sejren over Vatanspor har i hvert fald givet vores spillere et godt boost,” siger Nicolaj R. Poulsen.

FC Djursland møder Lystrup IF lørdag kl. 13.00 på Lystrup Idrætsanlæg.

Kampfakta:

DBU Pokalturneringen Sydbank Pokalen

FC Djursland - Vatanspor 3 - 1 (0 - 1)

Onsdag 8. august kl. 18.00 på HSM Arena i Grenaa

Målscorere:

0 - 1 Khaled Paikar (26. min.)

1 - 1 Kristian Kaagh (59. min.)

2 - 1 Jamil Faizi (71. min.)

3 - 1 Morten Bruun (75. min.)

Publiceret 09 August 2018 22:00

SENESTE TV