Møllerup spiller rolle i video om Feldballe Kirke

Syddjurs Provsti er i gang med at producere 6 små film fra de syddjurske sogne. Formålet er at fortælle såvel kirkehistorie som den aktuelle betydning de har for mennesker i dag

Af
Lars Norman Thomsen

Møllerup stod på gloende pæle ved Verdensballetten midt i juli. Mens publikum strømmede til i hundredvis, danserne varmede op bag scenen, og dronningens ankomst var lige op over, fandt godsejer Anne Sophie Gamborg et roligt øjeblik til at fortælle godsets og Feldballe Kirkes sammenflettede historie. I suveræn stil parkerede hun virakken rundt om sig, og satte præcise ord på den vigtige forbindelse der er til kirken, både historisk via den kendte Marsk Stig, som byggede både slot og kirke, men ikke mindre personligt, bl.a. fordi hun selv er døbt og konfirmeret i slottes gamle kirke.

Optagelsen fra Møllerup bliver et indslag i en kommende kortfilm om Feldballe Kirke. Historikeren, tidligere borgmester Vilfred Friborg Hansen, medvirker som kyndig guide og beretter bl.a. om en dristig og foretagsom Møllerup-kvinde, der i god tid designede og iscenesatte sin død ved indretningen af et storslået gravkapel bag alteret.

At kirkerne i Syddjurs ikke blot spiller en stor rolle for den faste befolkning, men også for turister bliver skildret i en anden videofilm, som er optaget i Ebeltofts i forbindelse med den populære vægteraftensang om torsdagen. Den er ved at blive færdigproduceret, ligesom der også arbejdes film om bl.a. at blive døbt i en voksen alder.

Den første film er allerede i kassen og klar til publikum. Den handler om den særlige gudstjenestetype, man har specialiseret sig i Kolind med tekstning af både prædiken og salmer, til stor glæde for personer med nedsat hørelse. At søndagsoplevelsen bliver så meget bedre, når man får det hele med, er en af filmens pointer.

Filmene produceres af Aros Kommunikation i samarbejde med Morten Bay-Mortensen fra Syddjurs Provsti.

De præsenteres løbende på provstiets You Tube kanal, hvor også filmene fra 2017 stadig kan opleves.

Publiceret 08 August 2018 13:57

SENESTE TV