Svensk supersopran med verdensry synger i Ebeltoft Kirke

Iréne Theorin, en af Nordens mest efterspurgte dramatiske Wagner-sangerinder, medvirker lørdag 28. juli ved en eksklusiv koncert i Ebeltoft Kirke

Af
Lars Norman Thomsen

Det er lidt af et scoop, at det er lykkedes arrangørerne af årets ’Klassiske Koncerter - i Djurs og Mols’ at få sopranen Irene Théorin til at medvirke ved en koncert i Ebeltoft Kirke lørdag 28. juli sammen med Kroger Kvartetten bestående af Alexander Øllgaard og Maj Kullberg, violin, Sanna Ripatti, bratsch og Johan Theorin, cello – samt de yderligere medvirkende Emma Steele, violin og Kim Bak-Dinitzen, cello og svenske Matti Hirvonen, klaver.

Siden 2011 har Kroger Kvartetten været basisensemble ved ’Klassiske Koncerter - i Djurs og Mols’. Det er Maj Kullberg, der i mange år har haft en nær tilknytning til Helgenæs, som er primus motor for den klassiske festival og igen har formået at sammensætte et koncertprogram af høj klasse og med stor kvalitet.

Iréne Theorin er en af Nordens mest efterspurgte dramatiske Wagner-sangerinder og har optrådt på de helt store scener, Metropolitan i New York, Covent Garden i London, Wiener Staatsoper, Deutsche Oper i Berlin – og de helt særlige Wagnerfestspil i Bayreuth.

Listen over dirigenter, Theorin har arbejdet med, er imponerende og rummer f.eks. navne som Daniel Barenboim, Valery Gergiev og Andris Nelsons.

Når der ikke er Wagner på repertoiret, bevæger Irene Theorin sig til Strauss’ Elektra og Ariadne på Naxos eller til titelpartiet i Puccinis Turandot

Ved koncerten i Ebeltoft Kirke kommer publikum til opleve hende i to store liedsamlinger, nemlig Wesendonk Liederne af Wagner og Strauss’ Vier Letzte Lieder, foruden i sange af Schubert og Respighi med strygere og klaver.

Koncerten begynder klokken 17.

Publiceret 28 July 2018 11:31

SENESTE TV