En kamp man gerne vil kæmpe

Gjerrild er stået sammen om en stor opgave, mener formanden for Købmandsgruppen

Af
Simon Carlson

Landsby Bortset fra en lille afstikker til Odensen, så har det altid været Gjerrild, der har været Stinne Thorup Bæks base. Derfor kerer hun sig dybt om den lille landsby, og af samme grund er det også med en gedigen portion lettelse, at hun som formand for Købmandsgruppen Gjerrild for en god måned siden kunne konstatere, at det endelig var lykkedes at finde de personer, der skulle drive byens købmandsforretning og samlingspunkt videre. Undervejs i processen har hun således udtrykt bekymring for, hvad det ville betyde for Gjerrild, hvis forretningen måtte lukke.

"Gjerrild sidder bare rigtig dybt i mig. Den har så meget at byde på, og man føler sig tryg her. Det er svært for små landsbyer at fungere uden en købmand, så jeg er naturligvis meget glad for, at det endelig lykkedes at finde dem, der vil prøve kræfter med det," fortæller Stinne Thorup Bæk.

Stor opbakning

Selv om arbejdet hen imod den endelige løsning har været langstrakt, så har den også båret ganske positive ting med sig. Undervejs er det ad flere omgange lykkedes at samle byen for at diskutere løsningsmodeller og samtidig løbende ridse den store opgave op for byens borgere.

"Jeg synes, vi har oplevet en stor opbakning fra hele byen, og faktisk har folk længere væk også fulgt med, fordi vi har gjort problemstillingen klar på, hvor svært det er for små landsbyer at drive købmand, og nogle gange skal der lige rystes op i, at det er noget vi skal gøre sammen. Sådan er det i en landsby. Vi skal ofte kæmpe lidt mere for det, men det gør vi også gerne," fastslår Stinne Thorup Bæk.

Publiceret 10 July 2018 10:00

SENESTE TV